Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
Her blev han afbrudt. Han havde jo to Jærn i Ilden, et
teologisk og et historisk. Men just i denne Tid havde han
forgæves syslet med at give sin teologiske Opfattelse Form. Hvad
han havde skrevet, forekom ham altfor digterisk og ikke
videnskabeligt fast nok i Udtrykket. Saa udkom Ingemanns
„Valdemar den Store og hans Mænd". Digtet betog ham, og han
glædede sig hjertelig paa Vennens Vegne over dets skønne,
mandige Indhold og Tone. Men nægtes kunde det ikke, at det
blottede tilsvarende Mangler i Grundtvigs Begavelse, der vilde
blive følelige hos denne som Historieskriver. I September 1824
kom Henrik Steffens i et Besøg til København. Grundtvig
glædede sig inderlig hertil, saa meget mere som han af Henrik
Steffens sidst udgivne Skrift havde set, at de stod hinanden
kirkeligt nær.
Men Besøget blev en Skuffelse. Steffens sluttede sig til sine
gamle Bekendte, der nu alle stod Grundtvig fjærnt:
Oehlenschläger, Mynster, Brødrene Ørsted, Sibbern o. s.v., og
paavirket af disse udtalte han sig, da han endelig mod Slutningen
af sit Ophold besøgte Grundtvig. Han ansaa det for sin Pligt at
sige ham „Sandheden": At hele hans literære Virksomhed var
en stor Vildfarelse, en Blanding af flov Patriotisme og
lastværdig Selvforgudelse, stridende mod Naturen, historisk
Grundighed og saavel Digtekunstens som Videnskabens Krav. Vilde
eller kunde han paa Grund af en Naturfejl ikke ændre dette,
saa var det hans Pligt at tie stille.
Grundtvig blev ganske betuttet. Han spurgte sin Gæst, om
han ikke havde Lyst til at høre den Prædiken, som han skulde
have hørt, hvis han var kommen i Frelsers Kirke om
Formiddagen. Det vilde han gerne. Grundtvig læste da sin nedskrevne
Prædiken højt. Den endte beskedent med: „Gud har igen
oprejst den store Profet iblandt os." Efter Oplæsningen faldt
Steffens ham med megen Patos — Grundtvig syntes: vel
megen — om Halsen, priste ham højlig som Præst og bad ham
endelig blive ved sin Læst.
Grundtvig sendte ham et langt Brev som Forsvar, og skrev
siden til Ingemann, at Steffens aandelige Bane var sluttet. Til
Ingemann skrev han ogsaa de sejrssikre Ord: „Ingen behøver
at fortælle mig, hvor urimeligt et Haab det er, jeg stedse har
næret, ... men derfor er jeg lige sikker paa, at Danmark er
Historiens Palæstina."
Den almindelige Uvilje mod Grundtvig og hans Skrivemaade,
som havde givet sig Luft i Steffens’ Ord, drev ham dog ganske
naturligt i nogen Tid fra Danmarks Historie over i Teologien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
