Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97
Vollerslev, blev han meget syg og faldt i en langvarig Feber.
Hans Medrejsende maatte drage videre, medens han laa i flere
Uger omgiven af mørke Skikkelser fra „De sorte Riddere", som
han i den Tid var ved at udarbejde, og som neppe vandt i
Hyggelighed ved at omsættes yderligere fra Digter- til
Feberfantasier.
Hans Iver for at komme op og hjem til København for at
arbejde var saa stærk, at han to Gange fik et heftigt
Tilbagefald og maatte begynde helt forfra. Tilsidst fik man en Flaske
styrkende Vin fra Rosenborg for at bringe ham til Kræfter.
Han var oppe, men saa svag, at han knap kunde gaa. I Reglen
var En tilstede i Stuen hos ham. Men da han engang saa sig
alene, fik han med største Anstrængelse slæbt sig hen til
Skabet, hvor Flasken stod. Den var desværre godt tilproppet.
Med nye Anstrængelser, der var lige ved at overvælde ham,
lykkedes det ham endelig at faa Proppen op, hvorpaa han
tømte Flasken og uden at tage nogen Men deraf tværtimod
kom sig med det samme. Man kan ikke lade være med herved
at tænke, om ikke en lignende grundig Slurk Virkelighed vilde
have bekommet Digteren lige saa vel.
Blot endnu et lille betegnende Træk, førend han ilede ind til
København og sine sorte Riddere. Den unge Medbejler, Lucies
Fætter fra Hyllested Præstegaard, hvem vi skylder alle disse
Oplysninger, kom over til Vollerslev for at se til Familjen og
høre til Patienten. Vejret var blæsende, og Ingemann maatte
endnu ikke opholde sig stille i det Frie. Han var imidlertid
stærkt optaget af at sætte en Æolsharpe op. Da han ikke maatte
staa stille dermed i Haven, valgte han at anbringe den ud for
en Luge i Kirketaarnet. Den unge Medbejler fulgte ham derop
og hjalp. Men Blæsten der oppe var for stødvis og stærk,
Æolsharpen gav skurrende Mislyd, saa at hans Følgesvend kom til
at le. Slig Kaadhed overfor en hemmelighedsfuld Aabenbaring
af Natursjælen stødte Ingemann, og han sagde første Gang:
„Vær stille Dreng! det er en ærgerlig Forstyrrelse." Anden
Gang blev han alvorlig vred over den fornyede Latter og
udbrød: „Gaa væk, naar du ikke kan være stille!" „TredjeGang,
da jeg brast i Latter, kom han løbende hen imod mig, der stod
noget fra paa en Bjælke, og gav mig et saa varmt Ørefigen,
at jeg synes, det varmer endnu efter halvtredsindstyve Aar,
naar jeg mindes det. Fra den Tid havde jeg en betydelig
Respekt for Digteren. Jeg følte, hvor velfortjent og probat en
Medicin Ørefignet havde været." Varmen af det Modtagne forleder
endog Modtageren til den Antagelse, at samme Ørefigen havde
sin Del i, at Respekten, da han som ældre lærte Ingemann
Bakkehus og Solbjerg. II 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
