Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
mindste maatte nøjes med et lille Kammer øverst oppe ved det
store Loftsrum og endda dele dette Kammer med sin
Barnepige. Vejen op og ned var lang og besværlig. Den mindste var
mest henvist til sit Højenloft, hvor han sov, legede og levede sit
eget Liv den største Del af Døgnet.
Dette Liv blev da for en stor Del et ensomt Drømmeliv,
uden Kammerater, men fuldt af Indtryk og Iagttagelser. Thi
han havde vid Udsigt heroppe til flere Sider. Ad et Vindue
kunde man se ud over Hustagene til Bryggen med de mange
Skibe dér og ude paa „Vaagen", Master og Vimpler, der
næsten skjulte Vandet og sælsomt drog Blikket til sig. Til en
anden Side saa man ud over Skostræde og ind i Byskriverens
store Have med de høje Træer, som Gartneren hvert Foraar
klippede, og med de vidunderlige røde og hvide Blomster,
som omgav Bedene. Hver Dag om Sommeren maatte den lille
kigge ned i dette Eventyrland, som han elskede, men aldrig
selv betraadte. Mægtigst var dog Indtrykket af hvad han saa,
naar han vendte sig mod Domkirken. Bygningen selv var høj
og ærefrygtindgydende. Og ud fra dens Taarn klang ved Dag
og ved Nat de alt beherskende Toner af dens Kirkeklokker.
De naaede ham, hvor han saa var i Kammeret, alvorligt
højtidelige til daglig, men paa Festdage ivrigt tilskyndende i deres
Klemten. De omsuste hans Liv, greb ham, bar ham. Selv den
højtideligste Kirkemusik, som han senere i sit Liv hørte, kunde
ikke lignes med disse mægtige første Klokkeklangs
Forkyndelser af Almagt og Dom.
Og dog, over Domkirketaarnet hævede sig atter
Fløjfjeldets Stenmur, højt, højt op, saa man maatte staa helt hen i
Vinduet og bøje Nakken tilbage for at se Fløjen der øverst
oppe, som drejede sig bestandig, og hvem alle, selv Far, hver
Dag spurgte om, hvad Vinden var, og Vejret skulde blive. Hvem
var mon den stærkeste, Fløjfjeldet eller Domkirken? De
rungende Toner kunde svæve ned, gribe og bortføre En. Men
Fløjfjeldet kunde styrte sig ned over En og knuse En. Saa
gik vist Domkirken ogsaa i Løbet, den kunde ikke flytte sig.
Underligt forskelligt som Fløjfjeldet dog var! Om Sommeren
var det nederste næsten en Have, naar alle Træerne deroppe
i „Hæggen" stod med hvide Blomster. Træerne blev mindre
og mindre op efter, indtil der tilsidst kun var de nøgne Sten
op imod Fløjen. Morsomst saa det ud, naar der ved
Midsommer tændtes Blus deroppe paa mange Steder, og Flammerne
slog op. Engang blev Far endog angst for, at Flammerne skulde
løbe ned ad Fjeldet og fortære for meget (Fig. 29).
Nej, der var En, der var stærkere end baade Domkirken
og Fløjfjeldet! Da den lille første Gang saa det, forstod han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
