Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144
ken Hauch som en underlig Digterlarve krøb om paa
Oehlenschlägers Digtning og efterhaanden paa andre hermed
beslægtede, nød med glubende Appetit, men saa godt som ikke selv
frembragte noget. Hvad han skrev, var mest smaa Stridsskrifter
til Forsvar for Oehlenschläger og Angreb paa Baggesen. Selv
haabede han stadig paa, at Digternaturen i ham skulde bryde
igennem, men det udeblev.
Hans Fader og nærmeste Familje var fortvivlede over denne
hans Gaaen til Grunde. Hans Broder var allerede godt fremme
paa Embedsbanen, selv var han intet, tjente intet, kunde kun
betegnes som Dagdriver. At der dog endnu var lidt ved ham,
fik han Lejlighed til at vise en Sommeraften 1816, da han kom
gaaende med en Ven ved Frederiksholms Kanal. De hørte
Skrig fra Langebro, ilede derhen, hvor en stor
Menneskevrimmel var samlet, og det forklaredes, at en Kvinde var
sprunget ud over Rækværket. Klokken var elleve, men i den lyse
Sommernat kunde Hauch skimte noget Hvidt drivende med
Strømmen. Øjeblikkelig kastede han Hat og Frakke, sprang
ud og naaede hen til hende. Hun klamrede sig imidlertid saa
fast til ham, at han kun med største Møje og langsomt kunde
bringe hende tilbage. En Baad kom forbi og tilbød Hjælp,
men Hauch foretrak at svømme videre, mod at Baaden fulgte
efter for at kunne hjælpe, hvis det blev nødvendigt. Det
lykkedes ham endelig med sine sidste Kræfter at naa Land og faa
hende trukket op. Et Par Dage efter stod det Skete omtalt i en
Avis, og Oehlenschläger og Hustru viste ham begejstret
Stykket. „Det er en smuk Blomst i Deres Liv, som De bestandig
med Glæde vil kunne tænke tilbage paa". Nogle Maaneder efter
bragtes ham en Dag Medaillen for Druknedes Redning. Selv
skriver han beskedent: „Forresten var denne Gerning ikke saa
vanskelig at udføre, især da Vandet var stille, og da Natten var
temmelig klar."
Nu gjaldt det for Alvor om at faa ogsaa ham selv reddet.
Det lykkedes at faa ham til at gaa ind paa at ville underkaste
sig Oehlenschlägers Afgørelse. Han gik da til denne og bad
ham sige ham ærligt, om han tillagde ham Digterbegavelse nok
til derpaa at anlægge sin Fremtid. Oehlenschläger svarede, at
han nærede Tvivl om hans digteriske Kald, og opfordrede
ham derfor varmt til at bryde sig en Fremtidsbane, medens
han endnu var i den passende Alder. Hauch tog efter Løfte
dette som en Højesteretsdom, gik hjem og opbrændte alle sine
der beroende, halvt- eller helt udførte Digte. Dermed var der
gjort op med Fortiden. Men hvad nu? At begynde igen paa
Juraen forekom ham altfor trælsomt og surt, hvert Spor af Lyst
manglede.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
