Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
Jeg er gal,
Er fatal
Som en Djævel saa dum.
— O, gid jeg tillige var stum" .
Striden var ophørt og begyndt at gaa i Glemme, da i
Efteraaret 1830 dens Udfald, Formens Sejr, blev opfrisket,
forkyndt paany, prist i bedaarende Toner. Det skete paa den
ovennævnte pikante Maade, at selve Jens Baggesen, der jo var
død for fire Aar siden, tog til Orde og sendte
„Gjenganger-Breve, poetiske Epistler fra Paradis". Den ydre Anledning
til denne Idé var et anonymt Avertissement, der i Foraaret 1830
havde staaet i Kjøbenhavnsposten (Nr. 63) „forlangt
indrykket" saalydende: „Johan Ludvig Heiberg! Husk paa, hvad Ende
det tog med Jens Baggesen! Vend om! Det er endnu god
Tid, men det kan snart blive for silde for Dig. Lad ikke
Danmark sørge over Dine Gerninger saa dybt, som Du maatte
ønske, at det skulde sørge ved Din Baare!"
Dette Avertissement — hvad enten det nu var indrykket af
en velmenende hvidglødende Meningsfælle af Hauch eller af
en formummet Spasmager, der ved at overdrive vilde
latterliggøre Heibergs Modstander — var blevet vittigt imødegaaet i
Heibergs Flyvende Post (Nr. 34) og dermed ude af Sagaen.
Nu fik Tanken nyt Liv, idet den tredje af Parterne, Baggesen,
selv tog til Orde. Disse Breve vakte overordentlig Opsigt. De
var en Efterligning af Baggesens Stil, der næsten overtraf
Forbilledet. Versene udmærkede sig ved en ejendommelig
Blanding af Marmor-, Silke-og — Aaleglathed, et Stykke Kunst,
der næsten blev til et Kunststykke, idet Formen paa
Kunstnerens Bud kunde ligesom bide sig selv i Halen og hvirvle rundt,
skiftevis mejsle Tanken i Marmor eller lade den bugte sig
bort som Vellyd. Men ved Siden heraf var der i disse Vers
stundom en vis blød Vemod og vennesæl Varme, der hævede
den over Forbilledets bekendte Lyst til at hvæsse en Vittighed
altfor skarp. Man flk her af og til et Indtryk af overlegen Ro og
mild Forstaaelse, der gengav Forbilledet i forklaret Skikkelse.
Hvad der endelig rent udvortes gav Bogen forøget Interesse
og ligesom naglede Opmærksomheden uophørlig fast dertil,
var den Dygtighed, hvormed Forfatteren vidste at undvige
Nysgerrigheden og bevare sin Navnløshed (Fig. 35).
Bogen var fra Ende til anden en Lovsang til Formens Pris.
Men i de syv Breve den indeholdt — tre til Heiberg, tre til
Hauch og et til det danske Folk — gjorde den tillige et ærligt
Forsøg paa at dømme retfærdigt i Striden. Samtiden lod sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
