Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
271
Rigsdalers Mulkt. Atter her viste imidlertid den besynderlige
Blanding sig. Medens mange glade aandede lettere ved at vide,
at Giftrotten endelig var uskadeliggjort, afsonede Goldschmidt
den haarde Straf under højst lemfældige Former, og da han lige
fra Fængslet begav sig til den italienske Opera i Hofteatret,
rejste her Ploug og Giødwad sig demonstrativt op og gav ham
Haanden som Udtryk for, at slig en Dom ikke plettede. Skjult
fortsatte han Redaktionen af Korsaren, og næste Sommer
1844 var han naaet saa højt i det offentlige Omdømme, at han
optraadte som Taler ved Mødet paa Skamlingsbanken. Man
forstaar, at dette i Kongeparrets Øjne ikke kastede noget
heldigt Skær over Grundtvig, der ligeledes var Taler ved Mødet.
Men saa, efter at hans dristige Paagaaenhed havde fejret
sin Triumf, indtraf der pludselig et Omslag hos ham, der
kastede et nyt Lys over „Banditens" besynderligt blandede
Natur. Han skammede sig over sin Virksomhed og trak sig
tilbage. Selv om man verdenserfaren betvivler, at dette skulde
have været hans eneste Bevæggrund, og man derfor gætter
paa, at han, naaet saa højt op paa Stigen, nu foretrak at sætte
Foden over paa et mere grundfæstet og anset Fodstykke, eller
at han blot som gammel Rotte i Tide forlod det synkende Skib
— vist er det, at Skamfølelse over hans Virksomhed var i det
mindste en medvirkende Bevæggrund til, at han i Efteraaret
1846 solgte „Korsaren" for 1500 Rigsdaler, skøndt den i det
sidste Aar havde indbragt ham 4000 Rdlr., og selv drog paa
en længere Udenlandsrejse „for at blive af med Vittigheden og
lære noget."
Denne „Ridderlighed" hos „Banditen" var et Særtræk, der
stempler baade Tiden og Bladets Redaktør som endnu unge
og uerfarne. Et Vittighedsblad i Nutiden, der betalte sig, vilde
ikke lade sig skamme ud og bringe til Tavshed selv ved nok
saa rammende Tiltale. Dets Natur er jo netop at bruge Mund.
Men Søren Kierkegaards Ord i „Fædrelandet" for 27. Decbr.
1845 havde været selve Korsaren i „Korsaren" for stærke.
Her taltes om „væmmelige Korsar-Angreb paa fredelige
respektable Mænd, der i hæderlig Ubemærkethed røgte hver sit
Kald i Statens Tjeneste", og Søren Kierkegaard udtalte
Ønsket om at blive angreben, thi „det er virkelig haardt for en
stakkels Forfatter at staa saaledes udpeget i dansk Literatur,
at han er den eneste, som ikke udskældes der".
Ønsket blev efterkommet, og Søren Kierkegaard fra da af en
staaende Figur i Bladet. Men hans Svar sved. Han omtalte
„Korsaren"s literære Foragtelighed samt dets
„repræsenterende Sjovere" og sammenlignede det, at Bladet i sine Ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
