Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48
Det kunde synes underligt, at en saa skarp Iagttager og saa
flittig Nedskriver af alle sine Indtryk som Søren Kierkegaard
ikke skulde være bleven denne halve Del af sit eget Væsen
var. Og dog var det paa en vis Maade saa. Han udtrykte det
selvfølgelig, men blot ikke i Ord.
Denne Ejendommelighed hos ham er maaske det mest
karakteristiske Træk i hans sammensatte Natur, men vanskelig
at bestemme, fordi den angiver en indre Grænse i ham selv,
Skelslinjen til det uudsigelige. Og den er dobbelt vanskelig at
paavise for en Eftertid, fordi den kun var levende tilstede i
hans Liv, men er livløs i hans Efterladenskaber, forsvunden
og borte som et Blik og et Haandtryk. Men ingen, der har
staaet ham nær i Live og har haft Lejlighed til at opfange blot
et Enkeltudtryk af denne Del af hans Væsen, kunde — om
saa det kun var et Barn, der opmærksomt var Vidne — tage
fejl deraf. Det var netop Udtrykkets Styrke, at det ogsaa uden
Ord var forstaaeligt.
Denne ubelyste Side af hans Væsen forklares lettest gennem
hans Herkomst. Selv var han en Blanding af Faderens
Tungsind og Moderens Lyssind med den nye, selvstændige
Tilsætning af lidenskabelig Iver for tankemæssigt at klarlægge og
gengive alle de Felter, hvorover hans Sinds tvenærede Lys
flammende skinnede. Men Moderens Lyssind havde en
Ejendommelighed, der forplantedes til Sønnen. Det var stærkt,
rigt og haabefuldt nok, men besad desuden — maaske netop
ifølge sin Styrke — en Tilbøjelighed til beskedent at lade sin
egen Person forsvinde, selv blive eet med og borte i sit eget
milde Skær.
Denne uselviske Forsvinden, denne Gaaen helt op i de
andres Velfærd, selv nøjet med glad, utrættelig og stille at sørge
for alle, lyse Dag og Nat som Hjemmets lille „Vaagekone",
ikke gaa ud, om saa Mandens mørke Sind barsk stormede ind,
eller Trækvinden peb, naar paa eengang flere af de smaa var
syge, og hver krævede Hjælp ud over det overkommelige —
dette gav Hjemmet paa Nytorv sit Præg. Det fæstnede sig, som
noget der var, hørte til og slet ikke kunde være anderledes,
et Dagslys, en Lysgud, der ikke som en Mørkets Gud krævede
Offer. Hvad Hjemmet havde ejet, mærkedes først, da det var
tabt. Savnet af hende efter hendes Død, gjorde et
overordentlig stærkt Indtryk paa Søren Kierkegaard og genvakte i
forhøjet Grad hos Faderen den Frygt for Fortabelse, som han
havde kunnet bekæmpe, saa længe hun levede.
Denne Moderens Tilbøjelighed ’til ukuet dog at træde i
Skygge og venlig forsvinde maatte gøre en egen Virkning, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
