Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
ligst gøre sig gældende hos den lille, en Evne til at se frisk,
pudsigt og paa egen Haand. Det var et Barn af Moderens glade
Ukuelighed og Faderens skarpe Vid, men tilsat med noget for
den lille særskilt, der gjorde den til et Rodskud i hans Sind,
noget kraftigere og stærkere end Moderens og Faderens to
omsluttende Kimblade. Denne Bestanddel i hans Væsen var
maaske den enkleste, mest ejendommeligste Del deraf,
Midtpunktet i hans Jeg, den Særprik, hvormed han fra første Færd
var mærket, da han gled frem af Livets Væld, som hvert Nu
lader opstaa uendelig mange uendelige Væsener, uden Fare for
at blot to af dem skal blive ens.
Hvis vi har Ret i, at det var denne nyfigne, næsvise,
pudsige, ildfulde, selvstændige Erkendelsestrang, der paa
Tungsinds og Lyssinds Vinger nyfødt dalede ned i og voksede op
i Hjemmet paa Nytorv, saa er der noget fristende i at stille
det lille Væsens Horoskop og beregne Livsbanen i dets første
Tilværelse. Den maatte komme til at bevæge sig igennem
Undren, Beundring, Ærbødighed, alt med et glad, næsten kaadt,
Biblink af gensidig Forstaaelse. Den maatte spalte sig i
Erkendelses Glæde og Erkendelses Lidelse, ildfuldt stille alt paa
Spidsen og stile mod det højeste. Den maatte til Slut føre til et
heftigt personligt Sammenstød mellem Erkendelse og Fordom,
hvorved baade Personen og Muren afgørende ramtes.
Hvad Selvforstaaelse angaar, maatte en saa snurrigt
sammensat Personlighed have ondt ved at samle og fatte sig selv.
Han maatte begynde med, halvt i Alvor, halvt i Spøg at
betragte sig selv som en Slags Mestertyv, af Naturen anlagt til at
narre alle, og han maatte føie sig fristet til ligesom at smutte
selv fra sit Fingeraftryk i Livets Protokol og arbejde med
Gummihandsker. Men tilsidst maatte han, naar han var naaet
til Forstaaelse af sig selv og sin Opgave, kaste Handsken,
modig, med bare Hænder og alene gaa frem til Kampen paa
Liv og Død.
Af alt dette vil det fremgaa, at vi havde Ret i at forudsætte,
at Søren Kierkegaards Barndoms Udvikling var noget andet og
mere, end at et Barnesind blev knust under en gammel Mands
Tungsind. Dette var vel et stærkt og uforglemmeligt Indtryk,
men Barnets Sind knustes ikke derved. Det holdtes oppe baade
af egen medfødt Modstandsevne og fyldtes af mange andre
befrugtende Indtryk.
Den lille vordende „Mestertyv" og klartseende religiøse
Tænker, maa tidlig være bleven klar over Forskellen mellem
Faderen og andre og have lært at søge Dækning. Dertil var
Anledning og Lejlighed nær nok, naar han fra Faderens Krav
4*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
