Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
Kierkegaard var en meget konservativ Mand og skyede ethvert
Skridt, der kunde udlægges som fremkaldt af Forfængelighed,
ligger det nær at søge efter den ydre Anledning til dette Valg
af en „finere" Præst. Det er ret sandsynligt, at han er kommen
i Berøring med Mynster i de for dem begge saa alvorlige Aar
1818—19. Mynster mistede i 1818 pludselig sin Broder Ole
Hieronymus Mynster, der havde været Huslæge hos Mikael
Kierkegaard. Det viste sig, at den afdødes Pengesager var i
sletteste Tilstand, og Enken med en talrig Børneflok udsat for at
lide Nød. Mynster paatog sig at hjælpe hende og udførte dette
Hverv med sjelden Dygtighed og Selvopofrelse. Han gik fra
Hus til Hus, fik den afdødes Venner og Bekendte til at yde
Støtte, og opnaaede virkelig en Ordning, der fuldt ud svarede
til Hensigten. Hvis han paa denne Vandring til Broderens
Bekendte ogsaa er kommen til Mikael Kierkegaard, saa mødtes her
to alvorlige Mænd, begge dygtige Forretningsmænd, men hver
især i Øjeblikket haardt prøvet. Mikael Kierkegaard havde nys
mistet en lovende Søn. Og Mynster havde, som tidligere omtalt,
af Iver for at sørge for en Ulykkelig, ved Opsættelse
foranlediget, at hans eget Barn var død udøbt. Hvis Mikael Kierkegaard,
som ret naturligt kunde være, i denne Tid har ønsket at høre ogsaa
en Prædiken af denne Mand, er det sandsynligt, at han har
hørt Strenge anslaaede, som greb ham og forekom ham en ret
Forkyndelse af det sande Forhold til Herrens Naade.
Naar Mikael Kierkegaard herefter valgte Mynster til sin
Sognepræst, flittigt hørte ham og betroede ham sine Sønner —
Peter, Niels og tilsidst Søren — til Konfirmation, saa var det
vistnok en blandet Sum af Bevæggrunde, ikke alle ham lige
klare, der ledte ham. Han saa i ham Forkynderen af det samme
Syn paa Herrens Naade, som var hans eget. Men han var skarp
nok i sin Opfattelse til tillige at blive noget andet og mere var
deri. Der kunde stundum være noget næsten altfor eftergivende,
blødt, om ikke udviskende, saa dog farveblandende deri, som
lod Sandhedens faste Omrids glide bort i Stemningsglans. Men
denne milde Form for Indbydelse, denne kærlige
Haandsræk-ning, var maaske vel afpasset over for unge og endnu
ubefæstede. Og der laa ogsaa noget deri, som tiltalte og bevægede
Mikael Kierkegaard selv. Noget festligt, formsikkert, korrekt og
betryggende. Ligesom over Manden selv; man følte
uvilkaarligt, at han var Guds og Kongens højt betroede Tjener. Dette
gav da ogsaa Hans Majestæt tydeligt til Kende ved at gøre ham,
der blot var Kapellan ved Frue Kirke, til Ridder, til Medlem
af Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler, til
Dannebrogsmand, Hof prædikant og i 1828 — samme Aar som Søren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
