Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182
musikalske Ord gengives saaledes: „Don Juans Liv er ikke
Fortvivlelse, men det er Sanselighedens hele Magt, der fødes i
Angst, og Don Juan selv er denne Angst, men denne Angst er
netop den dæmoniske Livslyst. Efterat Mozart saaledes har
ladet Don Juan blive til, saa udvikler nu hans Liv sig for os i de
dansende Violintoner, i hvilke han let, flygtig iler hen over
Afgrunden. Som naar man kaster en Sten saaledes, at den skærer
Vandets Overflade, den da en Tid lang kan springe hen
derover i lette Hop, hvorimod den, saa snart den hører op at
springe, øjeblikkelig synker ned i Afgrunden, saaledes danser
han over Afgrunden, jublende i sin korte Frist."
Men over for Faust slog ikke Ordets Musik til. Her var
Ordet blevet Mand, og Manden Handling. Her var det hele
hævet op i det højere Stade, det religiøse, i et direkte Forhold til
Gud, til den Gud der selv var blevet Ord og havde ladet sig
føde som Menneske. Med denne Centnervægt om sig var
Fausts Modstand vel endnu Ord, men Ord, der udveksledes
med Dybet for Øje og klar Bevidsthed om den Afgrund af
Fortvivlelse, hvorhen Modstanden førte. Søren Kierkegaard var sig
selvfølgelig denne Forskel bevidst. Her maatte derfor
Afstanden forlænges, det Glas, hvori Billedet opfangedes, tillige virke
forstørrende, være ikke blot Musik og menneskeligt, men
guddommeligt.
Opgaven var altsaa som før inderligt at gennemleve
Skikkelsen, men desforuden at skaffe sig et Stade, der afværgede hans
egen Fortabelse, ved at sikre ham Fristed i en Slags
guddommelig Medseen og Medviden.
Med sædvanlig Iver indlod han sig paa denne dobbelte
Opgave. Han søgte for sit eget Vedkommende at fornemme alle de
vekslende Stemninger i Faust’s Livssyn. Ikke faa af disse
Stemninger har han nedskrevet — ikke i sin Journal — men paa
løse Sedler. Faren ved, hvad han har indladt sig paa,
fremlyser i denne Optegnelse: „Medens jeg kan sejre i enhver
Disput, har jeg faaet et Gespenst af min egen Fantasi paa
Halsen, som jeg ikke kan bortdisputere." Det er den dybeste
Vemod saaledes at maatte give Afkald paa, hvad man hidtil ansaa
for Livet. „Et Suk saa stærkt, som naar om Vinteren Isen
dækker Søen og man lader Vandet løbe bort." — Men „den
Vej gaar vi alle over Sukkenes Bro ind til Evighedens Ro".
Tvivlen giver ogsaa Ro. „Saa er man kommen til Ro, naar
man ligesom Isfuglen kan bygge Rede paa Havet." „Enhver
mit Hjertes Blomst bliver til en Isblomst."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
