Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
248
hver Sommer paa Sorgenfri, som de elskede, og hvor de var
forgudede af den lille Bys Beboere. Med Stolthed drømte Byen
om den Tid, da det virkelig skulde blive til „Kongens Lyngby".
Og med tilsvarende store Forventninger saa alle Partier i
Landet hén til den vordende Konge, af hvem ethvert ventede sig
netop sine Ønsker opfyldt. Men een Ting var i hvert Fald
sikker: At Tronfølgerparret var særlige Yndere af Kunst og
Videnskab, og at frem for alt Gejstligheden vilde være vis
paa hos dem begge at møde fuld Forstaaelse og varm
Paaskønnelse.
Intet Under, at alt dette kunde stige Parrets sommerlige
Sjælesørger til Hovedet, saa meget mere som han selv havde nydt
saa mange Beviser paa sit høje Herskabs Bevaagenhed.
Stunden syntes nu nær, da efter den Almægtiges Vilje den store
Forandring skulde foregaa. Det var da egentlig kun et kønt
Træk af ham under disse vinkende Forhold at tage sig ogsaa
af den unge Mand fra København, der søgte landlig Ro herude
for at forberede sig til sit høje Kald, og opmuntre ham ved at
lede ham til Lyset, der straalede over Vejen, Sandheden og
Livet. Med andre Ord den venlige Pastor Ipsen, der hurtigt fik
et Indtryk af Søren Kierkegaards ungdommelige Aandrighed
og af Erfaring vidste, hvormeget man paa Sorgenfri, hvor
Hverdagene stundum kunde falde lidt ensformige, satte Pris
paa alt Nyt af Aaret, selv Brøndkarse, naar dens Tid om
Vaa-ren begyndte, synes at have tilbudt sit Nyfund at ville forestille
ham for Herskabet paa Sorgenfri, og, da den unge undslog sig,
at have udmalet, hvor afgørende et sligt Besøg kunde blive for
hans „hele Karriere".
Søren Kierkegaard kendte slig lokkende Tale fra Hjemmet.
Der havde den dog mest holdt sig til Bispefløjl og ikke hævet
sig til Kongepurpur. For den Gamles ærbødige Blik gled
imidlertid begge Skrud, guldbesatte som de var, næsten i Eet, begge
Hædersklædning, som Gud selv havde iført sine højeste
Tjenere. Skarpsynet havde den unge fra Barn af haft Øje for,
naar under Fløjlspoten, der vilde fange ham, Tippen af en
Klo ståk frem og røbede, at lige fra Guds Naade ned til den,
der fulgte sit indre Kald, var der noget underligt fremmed
blandet i med, noget som man under andre Forhold dadlende kaldte,
at ville rive til sig. Han havde derfor instinktmæssig værget
sig imod alt, hvad der vilde tage Magten fra ham selv og bringe
ham til at brænde sig i Lyset. Men her ude paa Landet saa
han, som oftere før, klarere end sædvanligt. Og det, der her
søgte at fange ham, forekom ham mere plumpt og grovkornet,
end den Gamles forsigtige, selvbetagne Overtalelser.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
