Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294
om man indrømmer, at den gamle Lutherdom paa dette Punkt
vovede sig lidt vel yderligt ud, saa staar det dog fast, at
Indgaaelse af Ægteskab er et meget betydningsfuldt Krav til
Menneskene, idet disse kun ved dette paa sædelig Vis kan
„realisere det Almene", Slægtens Forplantning. Ægteskabet er en
almindelig Værnepligt, hvorved ikke blot Slægten, men
Fædrelandet og de enkelte Par moralsk styrkes og vokser. Det
indeholder et Utal af skønne, hærdende, forædlende Pligter. Det
indeholder Lønnen i sig selv.
Men hvad mere er, det er ikke alene den rette Vejviser og
Opdrager for Menneskets legemlige Natur, og den moralske
Støttestav for Parrenes sjælelige Samliv og Forhold til andre
— det er tillige i det religiøse Liv, for Mennesket som Aand
en ypperlig Vej fælle, ja Ledestjerne. Hvad skrev Du ikke
selv forleden Dag saa smukt derom i Din
Magister-Afhandling:
„Der en en kristelig Anskuelse af Ægteskabet, der har haft
Dristighed nok til selv i Vielsens Time at forkynde
Forbandelsen, før den lyser Velsignelsen. Der er en kristelig
Anskuelse, der underlægger Alt under Synd, der ingen Undtagelse
kender, Intet skaaner, ikke Barnet i Moders Liv, ikke den
skønneste blandt Kvinder. Der er en Alvor i denne Anskuelse,
for høj til at fattes af det prosaiske Hverdagslivs travle
Arbejdere, for stræng til at lade sig spotte af ægteskabelige
Improvisatorer".
Disse Ord var rettede mod „den ægteskabelige
Improvisator" Friederich Schlegel, der i sin usædelige Roman „Lucinde"
ud fra Forudsætningen: „Mennesket er et tungsindigt Bestie"
var naaet til det Resultat, at man skulde lade alle moralske
Baand fare og blot frit og i Flæng hengive sig til Nydelsen
af det Sanselige. Det Sværd, som Søren Kierkegaard her til
Værn for det Bestaaende svang mod sin Modstander, var
skarptslebet. Men det var tillige tveægget. Hvæsset baade med
Tungsind og Lyssyn og med kirkeligt Kviksølv som
Nedfalds-Vægt i sit Indre, var det et gennemhuggende og farligt Vaaben.
Det forenede i sin Klinge en Enhed af hans og Reginas bedste
Bevisgrunde. Men netop derfor indebar det en Fare for, at
den, der førte det, i sit drabelige Indhug kunde komme til at
ramme ogsaa sig selv i Hovedet.
Thi ærligt talt, hvad bedre kunde der siges baade mod ham
og hans Tungsinds Indvendinger, end hvad han her lagde
Kirken i Munden? Den kristelige Vielse begynder med
Forbandelsen — Syndens, Tungsindets, den skaaner hverken den
aandrigste Mand eller den skønneste Kvinde eller det ufødte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
