Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ved Vejen - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
57 VED VEJEN
Hun blev inde i Stuen om Aftenen, naar Bai gik og
klædte sig af. Han drev saa længe om halvnøgen og
sad paa Sengekanten og holdt Snak og blev aldrig
færdig.
Det var Katinka saa langsommeligt, at han aldrig
kom til Ro og fik Ende paa det.
Og naar hun selv kom tilsengs og laa i Mørket ved
Siden af Bai, der sov dybt, kunde hun ikke falde i Søvn
og følte et Ubehag, saa hun stod op igen og gik ind i
Stuen. Der sad hun saa ved Vinduet. Nattoget suste
forbi, og den store Stilhed laa igen over Marken. Ikke
en Lyd, ikke et Vindpust i Sommernatten. Det første
graa Skær af Dagen kom ; og en kold og fugtig Luft
slog op fra Engene.
Og det blev lysere og lysere, mens Lærkerne be-
gyndte at synge.
Huus holdt saa meget af at se det blive Morgen,
sagde han.
Han havde fortalt, hvordan det var paa Bjergene,
naar det blev Morgen. Det var som et mægtigt gylden-
rødt Hav, sagde han, halvt saadan af Guld og halvt af
Roser — om alle Toppe. Og Tinderne sejlede som Øer
i det store Hav . .
.
Og saa, lidt efter lidt, sagde han, stod alle Bjerg-
toppe i Brand . .
.
Og saa kom Solen.
Og steg.
Og fejede Mørket ud af Dalene som med en stor
Vinge.
Han fortalte ofte saadan noget nu, saadan noget fra
sin Rejse.
Han talte i det hele mere nu — naar han da talte.
... Det blev ganske lyst, og Katinka sad endnu ved
Vinduet. Men hun maatte vel til Ro.
Luften var tung inde i Sovekamret, og Bai laa og
havde smidt Tæpperne af sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
