Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ved Vejen - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
113 VED VEJEN
Tak.
— Hm, hvor Dagene bliver korte ... Og Satan til
kold Vind . .
.
— Du skulde dog komme ind ...
— Ja, jeg kommer.
Bai lukkede Vinduet.
Støjen af Præstegaardsfolkene døde bort. Alt var stille
og øde.
Katinka blev siddende foran de tavse og skumrende.
Marker. Her skulde hun nu leve.
Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine Breve den
sidste Maaned. Men Fru Abel turde ikke haabe. Hen-
des Ida-Yngst var saa sangvinsk.
Nu satte hun sig med Brevet i Haanden ved Siden
af Komfuret paa den vaade Karklud og skraalte.
Louise-Ældst var gaaet Tur for at finde Champignons
omkring Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad Enke-
fruen endnu paa sin Køkkenstol og rokkede.
— Hva’ er ’et, sagde Louise-Ældst, hun syntes Mo-
deren sad og saa’ saa underlig ud.
— Ida, min Yngste, begyndte Enkefruen at hyle.
— Vrøvl, sagde Louise-Ældst. Moderen rakte hende
Brevet med en Gestus som Heltemødrene i Tragedien.
Louise-Ældst læste koldsindigt. Det er jo rart, sagde
hun ... for hende.
— Hun har jo haft en hel Sommer.
Louise-Ældst gik ind og hamrede paa Klaver. Saa,
som hun vel sad, brølte ogsaa hun med Hovedet ned
over Tangenterne.
— Du vil vel gratulere, sagde hun pludselig bedst
som hun hulkede.
— Hva’ si’er du?
— Jeg si’er, du skal vel gratulere, sagde Louise-
Ældst og tørte Øjne. Hun begyndte at føje sig efter den
nyskabte Situation.
— Ja, min Pige, sagde Enkefruen mat.
— Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg gaar ind
H. B. I 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
