Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ved Vejen - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
155 VED VEJEN
Kiær skulde til København og vilde have Bai med.
— Trænger s’gu til ’et, gamle Dreng, trænger s’gu
svært til ’et ...
— At faa Luft i Lungerne . .
.
— Gamle Ungkarl . .
.
— Ud paa Keglebanen, sagde han.
Bai kunde s’gu ikke bestemme sig til det ... du —
saa kort efter . .
.
— Men trænge til Luft i Lungerne kunde
han jo nok.
Otte Dage efter rejste de. Fru Abel og Louise-Ældst
pakkede Kuffert.
Bai strakte sig i Sædet og spændte sine Armmusk-
ler, da de rullede af.
— Paa Rejse, sagde den indiskrete. De krydsede
ham paa en Station.
— En Junker-Svip ... To glade Unghaner ... Den
indiskrete lo og smækkede Tungen ud med et Knald.
Bai sagde : Ja, vi ska’ jo ind og se, hvordan den
vrikker.
Han slog Kiær paa begge Knæene og sagde igen
:
Vrikker — du gamle . .
.
De rullede af og vinkede til den indiskrete, som
raabte efter dem.
De blev paa en Gang meget lystige, brugte drøje
Ord og klaskede sig op og ned ad Benene
:
— Saa gaar den en Gang igen, en Gang igen, sagde
Bai.
— Hvad er vi til vi Mennesker, sagde Kiær.
— Adam, du Gamle, sagde Bai.
De lo og snakkede. Kiær var glad.
— Nu kender man dig igen, sagde han :
— du gamle
Lampepudser . .
.
— Nu kender man dig.
Bai blev pludselig alvorlig
:
— Ja, gamle Ven, sagde han, det har været traurige
Tider.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
