Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det hvide Hus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
223 DET HVIDE HitS
Hendes Ansigt var belyst af den røde Ild ...
Saa rejste hun sig. Hendes Skridt over Gulvet hør-
tes næppe.
Længe klang det sagte Forspil, før hun sang
:
Lad de Døde hvile,
lad de Døde hvile —
Minder, Minder,
væk det ikke,
lad mit døde Hjærte hvile.
Kun i Døden er der Fred og Lise:
lad det hvile,
lad mit døde Hjærte hvile.
Der var Foraarsmorg’ner,
mens Syrener dufted’
hvor, i Solen, Du
slog Døren op mod Dagen,
mens, af Jubel straalende,
du hvisked:
„End en Dag —
endnu en Dag at leve“.
Der var stille, fredopfyldte Aftner,
hvor vi, under Forstadstræets tynde Krone
taust gled hen i samme ømme Glæde.
Fælles om at drømme, fælles om at græde — —
Lad det hvile, lad det hvile,
væk det ej, mit døde Hjærte.
Kun i Døden er der Fred og Lise
:
Minder, Minder,
væk det ikke,
væk det ej, mit døde Hjærte.
Dagene længedes, og der stod Vintergække i Mo-
derens Glas paa Sybordet. Tine var saa flink til at finde
dem under Sneen. Hun kendte Pletterne, hvor de vok-
sede, og hun rodede og rodede, til hun fandt dem.
Gækkene stod tæt ind under Muren. Tine laa ned
paa Knæ og gravede med sine rappe Hænder, som blev
røde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
