Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det graa Hus - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 366
— Og ét endnu. Menneskene, Fritz, vender altid
deres medlidende Øjne mod den, som bøjes dybest,
skønt ingen véd, hvem af to, der har lidt mest.
Hun løftede sit Ansigt
:
— Jeg har været egenkærlig, jeg véd det nu, sagde
hun, og det var, som hun talte til nogen over sig:
— Men jeg skal ikke være det længere og din Livs-
evne skal ikke mere være død.
Faderen stod i Mørket:
— Hvad vil Du, jeg skal svare Dig?
Moderen rystede paa sit Hoved
:
— Du skal ikke svare mig, sagde hun
:
— Jeg har ikke talt for at faa Svar, men for at have
talt.
Der var et Øjeblik stille. Umærkeligt knugede hun
de dejlige Hænder mod hinanden paa Bordet, hvor de
laa:
— Og nu, sagde hun, skal der aldrig mere tales imel-
lem os — ikke en Gang paa den Dag, hvor vi dør.
Faderen stod et Nu. Saa sagde han
:
— Og hvorfor har Du netop talt idag?
— Hvorfor?
Moderen førte Haanden op til sine Øjne og tog den
atter bort.
— De store Beslutninger, Fritz, er vel altid Frugten
af de lange Tanker og de smaa Ting.
Faderens Ansigt sitrede
:
— Og Du? sagde han og hans Stemme kunde næppe
høres :
— Kan Du aldrig blive glad?
Moderen vendte et Nu det skønne Ansigt imod ham
:
— Havde Du elsket mig, om jeg kunde det, sagde hun.
Og Faderen gik.
Moderen rejste sig. Taarerne vilde til at bryde frem
af hendes Øjne. Men hun betvang dem. Og mens hun
førte begge sine Hænder ned langs den sorte Silkedragt,
rettede hun sit Legeme, som under en Rustning.
Saa bankede hun paa Faderens Dør
:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
