- Project Runeberg -  Værker i Mindeudgave / Andet Bind /
35

(1920-1921) Author: Herman Bang
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Pernille (Tunge Melodier)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

35 PERNILLE
ikke; saa vilde han le ad hende, han lo saa tidt, naar
hun sagde noget af det, hun saadan rigtig følte helt
indvendig. Det var naturligvis ogsaa dumt og affekteret
alt saadant noget, man sagde helt inde til sig selv. Hun
holdt heller ikke af at tale, hun vilde hellere ligge gan-
ske stille inde i hans Arm og bæres — langt, langt
bort og bestandig bæres. Hun lagde Hovedet lidt ind
mod hans Skulder. Hvor han førte hende fast! Man
var saa tryg herinde i hans Arme. Hvis hendes Moder
nu var her, hvor hun saa vilde græder! Lægge sig ind
til hende og græde rigtig ud — længe, længe.
Hun følte, han var hendes, helt og aldeles hendes,
han saa saa mildt ned paa hende, spørgende og smi-
lende. Maaske var der noget i Smilet, hun ikke rigtig
forstod, noget, hun blev saa underlig undseligbange for,
men alligevel var hun glad. Det maatte være Kærlighed,
der saa saaledes paa hende og bar hende saadan trygt
frem. Det maatte være Kærlighed . .
.
Han førte hende bort fra Dansen, ud af Salen. De
var begge blevne varme, kortaandede — lidt gispende
Aandedrag — rødplettede paa Kinderne. Hun hang lidt
fast paa hans Arm, han var meget bange for, at nogen
skulde støde til hende i Trængslen.
De satte sig ude i en kølig Sal.
— Her er dejligt, sagde hun og lænede sig op til
Springvandsbassinet. Ja, der var da ogsaa dejligt der-
inde, tilføjede hun og saa op paa ham.
— Men en forfærdelig Trængsel, sagde han.
— Var der?
De sad hinanden ganske nær, helt inde i et Indhug
af Bassinkanten. De sagde ikke meget. Naar de tav,
kunde de høre Musikken ganske svagt oppe fra, og det
syntes de begge to var dejligst. De behøvede ikke at
tale, de var saa glade ved blot at sidde her sammen.
Bag dem plaskede Springvandet ganske sagte, blødt,
som om det pludrede i Takt til Musikken oppe fra Dan-
sesalen.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 14:23:32 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bang/2/0041.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free