Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Les quatre Diables - VI - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 212
Timerne gik.
Saa aabnedes Laagen og blev atter lukket i.
Det var ham.
Og i et nyt, fortvivlet Anfald af Kval, saåAimée ham,’
graa i den gryende Dag, gaa hende langsomt forbi.
VII
— Aimée, sagde Louise i en Tone, som vilde hun
vække hende: sover Du?
Aimée kun løftede Armen — underlig langsomt —
og bandt det lange Haar op.
— Man skulde tro det, sagde Louise.
Og Aimée sad igen ubevægelig, foran sit Spejl, hvor
hun saå sit eget Billede, som om to sovende med aabne
Øjne stirrede paa hinanden.
Langsomt iførte hun sig Blusen og stod op og gik
ud, med samme sære Blik, som fulgte hun et dulgt
Syn, og med en Automats Gang, som var Sjælen falden
hen i Blund i hendes døde Krop.
Louise fulgte hende, og de gik begge ud i det mørke
Rum, hvor Fritz allerede ventede i Gyngerne.
Det var, som Aimée aldrig havde arbejdet saa sikkert
som nu : som i mekaniske Tempi greb hun, slap hun,
fløj hun.
Hun arbejdede atter med Fritz, og det var, som smit-
tede hendes Ro : som en Maskines døde Hjul og Dele
mødtes de, skiltes, mødtes igen. Og atter hvilede de i
de modsatte Gynger.
Det var, som saå Aimée i hele det vide Rum kun
det, bestandig kun det: hans Legeme.
Den spillende Krop, det bevægede Bryst, den aan-
dende Mund, Aarerne, som bankede varmt — det kunde
blive stille og koldt.
Stille og ganske koldt.
De springende Muskler ; Hænderne, som greb hende
;
Nakken, hvor Livet sad — skulde blive stille og koldt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
