Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Son Altesse (Stille Eksistenser) - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
267 SON ALTESSE
bekomme Mis" kyssede hende paa Kinden, kunde Hen-
des Højhed et Nu skælvende trykke sig krampagtigt
ind mod Broderens Skulder; og Arveprinsen saå efter
hende, mens hun gik over Gulvet og stille skænkede
Kaffen og bragte den til Hans Højhed Hertugen.
Naa — Arveprinsen strakte de kønne Ben i Husar-
trikot’erne ud fra sig — det er s’gu heller ikke muntert
... Han blev ved at se hen paa Søsteren, som skæn-
kede Kaffen ved Siden af Komtesse von Hartenstein.
— Næ—æ, man kan s’gu ikke kalde det for muntert.
Hans Højhed Arveprinsen blev aldrig mere end tre
Dage ad Gangen i Residensen. Han laa ved Regimentet
i Potsdam.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var atter
ene paa sine Rideture. Hun lod den nye Ajax gaa
langsomt hen ad Skovvejen. Gamle Ajax var skudt, den
var blevet saa stiv i Benene, og saa smaat blindøjet
begyndte den ogsaa at blive. Saa havde Arveprinsen
skudt den, og Maria Carolina havde ladet det gamle
Dyr begrave i Randen af en Lysning i Skoven under
en Eg. Det var hendes kæreste Yndlingsplet i den hele
Skov. Men forresten kendte hun hver Udsigt og hver
Sti. Hun havde færdedes her sin lykkeligste Tid.
Skovfogedens Børn legede ved Gærdet. Hendes Høj-
hed holdt saa meget af Børn. Hun stod af Hesten og
satte sig paa Grøftekanten mellem Purkene, og de red
Ranke og de jublede og lo med hendes høje Ridehat
ned over Ørene . .
.
Maria Carolina kunde bedst tale med Børn. Hun
vilde jo alle det saa inderlig godt — men hun vidste
aldrig noget rigtigt at sige til alle de andre fremmede
Mennesker.
De talte ogsaa tit om saa meget, om Ting. hun
ikke vidste og ikke kendte til.
Og hun forstod dem aldrig rigtig og stod saa frem-
med og smilte blot og blev sky og genert . .
.
Med Børn var det noget andet. Med dem pludrede
hun og lo. Halve Timer sad hun dér paa Gærdet midt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
