Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Præludium - Brudstykke af En Fortælling om Elskov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Som Præludium til, som Motto
for de tre følgende Fortælltnger,
der udkom under Fællestitlen L i v
og Død, var trykt foran i Bogen
nedenstaaende Brudstykke af den
mellemste Fortælling, En Fortæl-
ling om Elskov :
Sammen saå Hvide og Kammerherren ufravendt paa de to skønne
Skabninger, der dansede.
Hvides slanke Haand skælvede om Rizzios Luth.
— Nu rejser jeg, sagde han og tog ikke Øjnene bort fra de to,
der dansede.
Kammerherren hørte maaske ikke straks.
Der var over hans Ansigt, medens ogsaa hans Øjne bestandig hvi-
lede paa Adelheid og hendes Mand, et Udtryk af lykkefig Aandsfravæ-
relse som hos den, der pludselig er borte, reven tæt ind til et lyst
Minde.
Saa sagde han:
— Rejse igen?
-Ja.
Rizzios „Ja" naaede pludseligt Kammerherrens Øre:
— Og igen for at male? sagde han.
— Nej.
Hvide stod et Nu. Hans Ansigt var saa blegt, som var det alt hans
Legemes Blod, der glødede i de to Elskendes Ansigter.
— Nej, sagde han igen, for. Kammerherre, at naa et større Maal . . .
Vel det største . . .
Han tav et Øjeblik, og en Smule sagtere sagde han:
— At,blive sin Smertes Herre.
Der var noget eget pludseligt i Maaden, hvorpaa Kammerherrens
Haand lagde sig ned over Rizzios Luth , noget eget pludseligt, saa
Haandbevægelsen næsten syntes et Kærtegn
:
— Hvide.
Og mens hans Stemme pludselig fik en Klang af Harme eller maaske
Foragt, sagde han uden at tage Øjnene fra disse lo Sammenparrede;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
