Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - „Men Du skal mindes mig —“ (Sælsomme Fortællinger)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TIL Mme BERTHA WASBUTZKI
MEN DU SKAL MINDES MIG
EN Spøgelsehistorie?
Men jeg har aldrig set noget Spøgelse. Der er
overhovedet ikke Spøgelser til. Hvem skulde vel spøge,
og hvem skulde kunne gaa igen? De Døde er døde og
forbi er forbi. Hamlet saå aldrig sin Faders Genfærd,
og kun Macbeths egen Rædsel bænkede den Dræbtes
Aand ved Gæstebudet.
Spøgelser, Genfærd
!
Hvem skulde spøge og hvem skulde gaa igen?
En Ven tog en Gang, en Nat i Paris, paa et Bal,
mens alle dansede til Valsen af et spansk Orkester, et
Orkester, klædt i Brandgult og Rødt, hvis Silke skin-
nede omkap med alle Gæsters — der tog en Ven bag
sin høje Flip et Guldhjerte frem, som han bar om sin
Hals i en Kæde. Det var besat med Opaler. Under en
Glasplade laa der lidt hvid Aske eller et hvidt Pulver,
saa meget som vi mod en Influenza tager ind i en
Barneske : Se, sagde han : det er den, jeg elskede
højest.
En Smule hvidt Støv, som jeg kunde have hældt ud
paa min Handske og spredt ved et eneste Aandepust
ud mellem alle de vuggende Dansende og -ingen, slet
ingen vilde have saa meget som anet det
— Det er den, jeg elskede højest.
Nogle Støvgran, et Par hvide Fnug,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
