Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Første Bog - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
49 HAABLØSE SLÆGTER
Endelig skulde de da afsted. Høg gik med Nina under
Armen, Stella og han gik saa daarligt sammen. William
løb snart foran og snart bagefter ligesom en Hund, der
aldrig kan faa Tiden til at gaa. Hans Hænder var feber-
klamme i Handskerne.
De fik Tøjet af ude i Forsalen, de købte et Program
— han huskede, hvor tit han havde staaet og set Folk
famle i Pengepungen for at finde de fire Skilling. Stella
tog ham ved Haanden. Hun saa paa ham og smilede,
hans Øjne var fulde af Taarer, glinsende store ; han var
helt bleg. „Gud hjælpe ham," sagde hun sagte. Drengen
saa op — Ordene var komne ligesom et Suk. „Hvad er
der?" spurgte han. Moderen svarede ikke.
Det var ingen stor Sal. Luften slog ham imøde lige-
som en varm, støvmættet Bølge. Han saa ikke rigtig
sikkert, han maatte plire med Øjnene. Dér var det røde
Tæppe og Søjlerne og Sufflørkassen og Lysekronen. Han
havde set det altsammen med et graadigt, slugende Blik.
„Bliver her ikke lysere?" sagde han sagte. Han vilde
ikke have talt højt, om han havde faaet Guld for det.
Stella lo. „Hvad siger han?" spurgte Høg. De gik
ned til deres Pladser.
„Han synes, her er for mørkt," svarede Stella.
„Ja, her skulde være lysere," sagde William alvor-
ligt. De satte sig, William ved Siden af Stella. Drengen
talte ikke mere ; han sad stille og saa hen paa Fortæppet,
som en Gang imellem gled lidt frem, bevæget af et
Vindpust fra de aabne Døre. Han vidste ikke, om det
var dette, han havde tænkt sig ; det, han havde tænkt,
gled bort ud i Taagen. Hans Ærefrygt var for stor, han
tog det, som det var.
Folk samledes. Stella nikkede tilhøjre og tilvenstre,
fortalte al Verden, at Høg endelig havde givet Lov til,
at Børnene maatte være med. Rektor havde netop ladet
s i n Søn blive hjemme ; Overgangsalderen var saa far-
lig. — Det havde Stella saamæn slet ikke tænkt paa.
— Om Høg troede, det var den virkelige Kankan, de
dansede. — Berg mente det ikke, og Fru Berg vilde da
H. B. III 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
