Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Første Bog - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
75 HAABLØSE SLÆGTER
Lægen satte Kandelabren fra sig: „Maaske," sagde
han.
William sov fast den Nat.
Han drømte, at Moderen var blevet rask og at de løb
og løb hen over en stor Eng og plukkede hvide Blom-
ster, blev ved at plukke, saa han næsten segnede under
Byrden, mens han løb .. . Saa pludselig hørte han no-
gen raabe : Du falder i, Du falder i, og En greb haardt i
hans Arm. Det var, som han faldt dybt, dybt, da han
vaagnede.
„William, William." Det var Nina, som raabte : „MoY
dør, Mo’r dør!" Han gned ikke sine Øjne. Han saa i
et Nu Nina, halvt paaklædt, med udslaaet Haar og An-
sigtet fortrukket af Graad.
„Nu kommer jeg," sagde han blot. Det var mørkt
endnu, og Nina var gaaet med Lyset. Han rodede om-
kring paa det iskolde Gulv for at finde sine Klæder, kom
til at ryste, saa han næppe kunde holde sig oprejst, fandt
endelig noget Tøj og sin Overfrakke. Inde i Dagligstuen
stod Vaagekonen midt paa Gulvet, begge Pigerne græd
ved Døren. De saa paa William, og Vaagekonen sagde,
det var et slemt Øjeblik at komme over.
Saa kom Nina ud fra Kabinettet. Hun holdt Lomme-
tørklædet for Øjnene og hulkede sagte. „Hun vil sige
Farvel til William," sagde hun.
William gik frem over Gulvet og løftede Portieren
til Kabinettet. Alt dirrede i ham. Kandelabren stod paa
Bordet, Stella laa med bortvendt Hoved, helt tilbage i
Sengen. Da holdt Drengen pludselig op at skælve. En
eneste dyb Følelse af hellig Ærefrygt druknede hans
Sorg og hans Graad, mens han nærmede sig den Døen-
des Seng.
Taareløs, med foldede Hænder knælede han ned.
„Er det William?" spurgte Stella, og da Drengen løf-
tede Hovedet, saa han fra Sengen bøjet imod sig et
Ansigt, skinnende hvidt, med Øjne, som udvidedes un-
der en hellig Glans.
Længe, længe saa den Syge paa sin Søn, og mens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
