Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Første Bog - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
85 HAABLØSE SLÆGTER
den facile Adjunkt udlaante med et Smil : „la confes-
sion d’un enfant du siécle" til den femtenaars Dreng.
Og det vilde ogsaa have været for silde at holde igen.
William forstod alt, vidste alt. Med grusom Erfarenhed,
der netop, fordi den kun tilhører Tankelivet, piller alt
op og udtørrer alt, forstod han hver Fiber i den Mus-
set’ske Helts Sjæl, og hans Melankoli, der var født af
Sorger, parredes nu med nydelsestrættet Mæthed.
Omtrent ved denne Tid blev han konfirmeret. Under
Religionsundervisningen bragte han ofte Hans Velær-
værdighed til Fortvivlelse ved besynderlige Paradokser,
skeptiske Spørgsmaal og Fraser. Hans Velærværdighed
talte paa Højtidsdagen i sin Velsignelse, da han lagde
Haanden paa Williams Hoved, om de unge Sinds Gæ-
ring, der gjorde Verden til et Kaos, hvor Gud dog i sin
Naade tilsidst vilde skabe det samlende Lys.
Sagen var, at Religionen var gledet bort fra William,
eller William gledet bort fra Religionen. Dump Melan-
koli, Ligegyldighed og Træthed havde efterhaanden
hentørret Bønnerne paa hans Læbe, og den, som op-
hører at bede, er langt fra Gud.
William Høg syntes, han havde levet meget længe og
længe nok. Hans Ansigtstræk havde faaet dette gamle,
tidlig visnede Udtryk, der er ejendommeligt for Krøb-
linge eller Børn, der skal dø tidligt, han var meget ma-
ger og gik altid bøjet, med ludende Hoved.
Dog saå det ud til, han kunde vokse sig køn.
Nina og han var næsten altid sammen, og de stærke
Baand, som de fælles Sorger havde bundet, brast ikke.
Men paa den anden Side havde disse samme Sorger tid-
ligt udviklet deres Karakter i meget forskellig Retning,
og for hver Dag, der gik, maatte Kærligheden slaa Bro
over en stadig større Kløft i Forstaaelsen.
William var nervøs og pirrelig, og under hans Tung-
sind bruste og kogte al et lidenskabeligt Gemyts tilbage-
trængte Voldsomhed. Saa kunde denne undertrykte Ge-
myts-Hede ofte slaa ud paa de besynderligste Tider og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
