Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Anden Bog - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
121 HAÅBLØSE SLÆGTER
Milsvej herfra, Tanten var død, og Etatsraaden, hans
Moders Broder, var en sær Tørv, men Godset var dej-
ligt, og Kusinen var en brillant Pige. „Hun holder sgu
meget af at sidde lidt tæt op ad En i Vognen — men hun
snakker løs og lader sig ikke mærke med det."
Han fortalte løst og fast, og uden at behøve at spørge
havde William snart Rede paa alle Forhold paa Veilgaard.
Blandt Williams „Beundrere" satte det noget ondt
Blod, at Gerson paa den senere Tid var blevet saa intim
med ham, skønt han altid havde stillet sig lidt fjendtlig
til „Afgudsdyrkelsen", saaledes kaldte Oppositionenden
blinde Beundring, som blev William til Del fra hans
Omgangskreds: en Gang paa et æstetisk Møde havde
Gerson ladet falde en Ytring om „Slaveejer og Slaver",
som umuligt kunde misforstaas. Nu var han alligevel
baade Pot og Pande, og de ældre i Flokken anklagede
Gerson for „Forræderi".
Mellem Frøken Falk og William udviklede der sig
langsomt en større Forstaaelse. For William ejede hen-
des altid gentagne Hilsen tusinde Nuancer, og hendes
Smil, der for alle andre vilde have syntes det samme og
altid paa samme Maade viste hendes smaa, spidse Tæn-
der, nedsænkede ham den ene Dag i Fortvivlelse og gav
ham den næste stormende Haab, eftersom det syntes
ham lidt mer eller mindre straalende, mer eller mindre
venligt.
Men selv alle de skiftende Sindsbevægelser, denne
Forelskelse skænkede ham, vilde han ikke tilstaa for sig
selv. Han stred imod denne Venden tilbage til Livets
Sol, Vanen kæmpede imod den Lykke, han følte.
.... En Dag, da hun gik ned ad Trappen, tabte Frø-
ken Falk sin Muffe, hun havde jo baade Handsker og
Noder i Haanden og kunde ikke holde paa det altsam-
men, saa ogsaa Parasollen faldt — lige for Fødderne af
Høg, der just vilde gaa ud ad den lille Dør. Han tog den
op og rakte hende den, men Hjertet sad ham i Halsen,
saa han ikke kunde sige noget. Hun takkede, og inden
han vidste hvordan, var de ude i Alléen, han bærende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
