Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Anden Bog - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
145 HAABLØSE SLÆGTER
Men lige med ét saå han nederst i Salen „Professo-
ren" gaa frem af Rummets Mørke han stirrede
et Nu paa hans Ansigt, knugede Armen mod sit Bryst,
og med en forfærdelig Kraftanstrengelse hævede han
Stemmen. Han syntes, han raabte de første Ord, men
saa pludselig hørte han Lyden af sin Stemme, høj, klar
og — dens Skønhed slog ham. Som Lynet fyldte i sam-
me Nu en jublende Sejr hans hele Væsen, og han greb
et Sekund frem for sig som en drukken Mand.
Saa saå han Professorens Ansigt. Han havde rejst sig,
og hver Gang han talte paany, gik han længere frem,
og William saå ikke andet end Smilet paa hans Ansigt,
og at han stadig gik længere frem, længere og længere,
ligesom han ledte ham med sin Stemme
Og sine egne Ord hørte han langt borte dø som en
fjern Velklang, der berusede hans Øre ... og pludselig
syntes han, han maatte tale i Vildelse, saa uklart var
det altsammen. Men Stemmen hørte han . . .
Og Professoren kom stadig nærmere og nærmere. Han
lo og saå glad ud, og tilsidst syntes William, at hele Rum-
met var ét Ansigt, og det var Professoren, som lo
Han stod i Kulissen igen. Kammeraterne summede
om ham, men han forstod ikke, hvad de sagde. Han
holdt begge Hænder ind mod Brystet og kæmpede med
en stærk Stakaandethed, som rent tog Vejret fra ham.
Han vidste kun ét, at nu havde han et Maal, og at
han havde sejret.
Saa skubbede han de pludrende til Side, aabnede Dø-
ren og løb ud, ned gennem Salen. Han hverken saå
eller tænkte, han vilde ud i Luften, her var ikke frit
nok for hans Jubel. Han maatte have mer Luft.
Han løb over Gulvet, lige i Armene paa „Professoren"
. . . han saå op, sagde „undskyld" og blev rød i Hovedet.
Professoren tog ham i Armen : „Stop lidt, " sagde
han, „De har svær Hast."
William stammede. Professoren førte ham ved Armen
hen til Vinduet, stillede ham op lige mod Lyset, saå paa
ham, drejede ham, betragtede ham igen.
H. B. III 10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
