Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Anden Bog - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
147 HAABLØSE SLÆGTER
af en tung Søvn, og nu vidste han, hvad han vilde —
hvordan han skulde sejre.
Nej, der var ikke Luft nok for hans Lunger, ikke
Plads for hans Glædes Ustyrlighed, ikke Rum for hans
Sejr.
Han løb ud paa en lille Baadebro og svingede aldeles
meningsløst med sin Hat, raabte saa højt han kunde,
knappede Frakken op, saa Stormen kunde slaa ind paa
hans Bryst — han var fortumlet, beruset og ellevild.
William rendte i Søgangen længe efter, at det var
blevet mørkt.
Dagene gik. Forestillingen var forlængst givet, Pro-
fessoren havde bedt William besøge sig, naar han kom
til København, og man havde i Byen talt meget om al
den Virak, den store Kunstner havde skænket den unge
Høg. Saa gik det hele i Glemmebogen, og man fik andet
at tale om : i Byen en Skandale med Frøken Falk, som
kort efter „Professoren"s Forestilling, hvor hun havde
været til Stede og vakt almindelig Opmærksomhed ved
sin blændende Skønhed, var løbet bort med Kammer-
tjeneren, et ungt, mørkøjet Menneske med Zigeunerblod
i Aarerne; i Skolen om Eksamen, der stod for Døren
med sin Spænding og sine vigtige Afgørelser.
Kun William glemte intet. Hans Kammerater kendte
ham næppe igen. Der var kommet en Ro over ham, en
Beherskelse, som slog dem. Han saa rask ud, holdt sig
rank, den Hinde af Tungsind, som før havde ligget
over hans Øjne, var ligesom bristet, hans Ansigtsfarve
blev friskere. Han tog private Timer i Gymnastik, han
trallede fra Morgen til Aften.
„Det er Satans, saa Du træder fast i paa den sidste
Tid," sagde Gerson, „Du ser ud, som om Du vil slaa os
alle paa Snuden, om galt skulde være."
William lo, men fast i traadte han. „Slægten" bekym-
rede ham ikke mere, hver havde sin Vej, og med For-
fædrene skulde han gøre op, naar han havde naaet frem.
Bedre var det da at blive noget end slet ingenting.
Kamilla havde skrevet ham til straks efter Profes-
10*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
