Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Tredie Bog - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 242
paa en blød, kælende Maade som en Kvinde, der for-
tæller Eventyr for Børn.
Og saaledes var hun hele Aftenen. Han kunde læse
for hende og begyndte paa et af Mussets Digte, men hun
vilde ikke høre det. „Ikke den Bog," sagde hun. Saa
tog hun selv en Bog som hun bad ham læse i, milde
Digte, Lamartines „Jocelyn" eller Octave Feuillets Idyl-
ler eller Daudets Smaating. Men selv her kunde hun
standse som ilde berørt, modvillig og bede ham holde op.
Og til andre Tider var hun „Damen", koldt overlegen
og rolig. Hun saa ham kun sammen med andre, hun
modtog ham ikke alene. Hun sad midt i sin Kreds som
den hædrede, den herskende; rolig og fuldendt Dame;
hun saa ham ikke; skænkede ham ikke et Blik. Men hel-
ler ingen af de andre saa hun til, Kulde, Fornemhed i
hver Bevægelse — saaledes kunde hun være.
Mens han stjaalent betragtede hende, mens han uaf-
brudt kredsede om hende under tusinde Paaskud; mens
han lurede paa et Blik, et Smil bag Viften, et eneste af
disse smaa Tegn, som er Elskendes Budbringere, mødte
ham bestandig den samme uforstyrrelige Juno, som lige-
lig uddelte sine Smil — kolde og forbindtlige Smil . . .
Andre Dage var hun smægtende, laa hen med tunge
Øjenlaag, en slumrende Haremsdame at se, lad og træt
. . . Hun talte dæmpet, naar hun endelig talte; søvnigt.
Hun fortættede Halvmørket i sit Kabinet og hun laa hen
paa den røde Chaiselongue med opløst Tøj og de lange
Lokker ud over Sofaen.
Hun kunde ogsaa vise en pludselig Lyst, en tilsyne-
ladende tvingende Trang til ligesom at legitimere sit
Forhold ved at knytte Nina og Sofie til sig, hun vilde
bestandig have dem som et kysk Værn mellem ham og
sig . . .
Man roste Grevinde Hatzfeldt meget for hendes Op-
ofrelser for de forladte Børn, hun introducerede dem,
førte dem frem, protegerede dem — var dem som en
Moder ...
Til andre Tider kunde hun være vemodig. Hun kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
