Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stuk - Første Del - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
365 STUK
den lyse Gaard, og mens han tav, og Duksen — som
evindeligt — befølte, frem og tilbage, det tætte Udslet
paa sin Pande, hørte man ikke andet end Bænkenes sta-
dige Smaaknirken under de urolige Ben.
— Naa — hvor var vi? Læreren vendte sig mod
Duksen, der fik Hænderne ned med et Ryk. De skulde
gaa til en Læge med det, Sonne, sagde han og førte
Penneskaftet hen mod den megen Blomstring.
Den røde Duks bøjede Hovedet væk fra Lyset, og
langs Bænkene holdt Benene inde og blev stille med
ét, som gik der en Engel gennem Klassen.
— Hvor var vi saa? sagde Læreren igen. Han gik
videre . .
.
Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf
kom meget hos Etatsraadens og i det hele — sammen
med Hein — meget ud. De var kønne og velvoksne
begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokra-
tiske Baller. De valsede godt og var grumme sikre i
Væsen. I Stilhed levede de alligevel i evig Mistro til,
om man tog dem ret alvorligt:
— Men — Frøken — det var mig. Hein demonstre-
rede med sin Klaphat (Klaphatten forlod ham aldrig) for
Frøken Kornerup, der gik ved Armen af en Kandidat.
— Men, Gud, var det Dem, Hein — som jeg stu-
derede for at tyde Deres Navn ! Og Frøkenen gik med
sin Kandidat.
Hein fløjtede sagte bag sin Klaphat. Det hændte of-
tere, at Damerne resultatløst studerede for at tyde deres
Navnechiffer. Han vendte sig til Herluf — de holdt sig
altid sammen — der konverserede en fregnet Sytten-
aarig i fodfri Kjole om Udstillingen
:
— Nej — han kunde ikke finde det — det gjorde
ham ondt: Der var intet Foredrag i det Billede ...
Baade Herluf og Hein talte vægtigt om hvad det var,
benyttende alle Slags Kunstord — med en stadig hem-
melig Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil
det blev dem en Vane, der ikke mere generede.
— Ja, det nyttede ikke . . . Den Fregnede vidste, det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
