Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stuk - Første Del - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 416
en Oversættelse af „De officiis", Kars med sine foldede
Hænder og Stær, sammenbøjet og foraset, allerede i
Tankerne forfølgende en filosofisk Idé til Anmeldelsen
af det Stykke, han endnu ikke havde sét til Ende; Lyset
faldt helt frem mod Parterret, hvor der blev mørkt, op
mod Etagerne, hvor kun Kongressens hvide Skjortebry-
ster skinnede frem langs Balkonen.
Professorinde Gerster havde lænet sig frem paa sin
Plads i første Etage. Hun hørte ikke Lionettes og Nour-
wadys Ord, mens hun betragtede den fyldte Sal. Denne
Dag var som Maalet i hendes Liv. Og hun tænkte,
mens hun sad, paa de lange uendelige Aar i Provinsen,
hvor hun — med Øjnene bestandig, bestandig mod
København — Sten paa Sten havde bygget deres Eksi-
stens.
Langsomt havde hun skubbet denne smukke Mand
med sit Høreapparat ind i Stillinger og frem i Lyset. Fra
Stiftsmøder til Landsdelsmøder, fra Landsdelsmøder til
Kongresser — bestandig med dette Apparat, som han
forklarede med altid de samme Ord. Mens hun sam-
lede Penge, knyttede Venskaber, rykkede sine Hanefjed
fremad — altid spejdende efter Øjeblikket, naar der
skulde gribes til, Øjeblikket, hvor her var Plads.
Og imens var Erhard vokset op i dette Hjem, som
næret af alle hendes hemmelige Ønsker, indsugende
alle hendes forborgne Lyster, tavst forstaaende hele
dette Felttog for at reussere, som her stille førtes fra
Dag til Dag.
Indtil nu.
Fru Gerster havde lukket Øjnene. Nu slog hun dem
op, og fra Balkonen, hvor hun i Halvmørket skimtede
sin Mand rank, med det tænksomme Ansigt og Kamman-
dørkorset om Halsen, søgte hun Erhard i Parkettet og
blev siddende med et Smil.
Stykket skred frem. Oppe fra sin Loge fulgte gamle
Fru Adolf Spændingen i Parkettets fremrakte Ansigter,
mens Lionette drog Nourwady til Ansvar, stolt, ubøn-
hørlig, Kongedatteren, som hun var; Ordene steg og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
