Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stuk - Anden Del - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
497 STUK
„ske" noget, lod Erhard sig glide ned fra Sædet paa
Tæppet og klappede kærtegnende hendes Fødder — „de
smaa Kid
u
— der var kolde som et Ligs, ligesom hen-
des Hænder.
Og enten for at overdøve en ulidelig Smerte, der over-
vældede dem begge, eller i en pludselig fortvivlet Ly-
stighed var de med ét begyndt at brydes og fo’r begge
op og løb rundt i Stuen efter hinanden, hede, leende og
aandeløse . . . Erhard havde hældt en Vandslat i det tom-
me Glas, da han vendte sig og saå paa Mathilde, der var
blevet staaende, stirrende frem for sig, med fremrakte
Hænder midt i Stuen. De holdt begge op at le : Mathilde,
vilde han sige, men tav og blev kun staaende.
Hun stod som forstenet, stirrende rundt om sig i
Stuen, der lignede Valpladsen efter en „Tagfat", som
søgte hun Hjælp eller Flugt — før hun mekanisk lod
Hænderne synke. Greben af en Elendighed, der gen-
nemskar hendes Forstenelse, hele hendes Barnehjernes
Bedøvelse som et pludseligt Lyn, saå hun i dette Kam-
mer, hærget som af en „Blindebuk", foran Erhards An-
sigt, hvor Latteren var stivnet som en flov Grimasse,
hele denne Kærlighedslegs Historie, der havde gjort
hende til Moder.
Og som om hendes Tanker, der syntes at have selve
Dødsmomentets sprængende Voldsomhed, havde med-
delt sig til ham ved tusind elektriske Traade paa én
Gang, gennemløb han dem alle og forstod hende.
Og dog rørte han sig ikke, talte ikke og holdt hende
ikke tilbage ; stod bare, som var han blevet lam med sit
flove Ansigt, mens han saå hende tage Tøjet paa med
sært stive Fingre — binde Hattebaandene om sit Ansigt
som af Voks — og gaa som en Søvngænger vilde gaa og
lukke Døren sagte til.
... Da hun var gaaet, vandrede han længe rundt i
begge Stuer, flyttede Møblerne paa Plads og stillede
Glassene ind. Og med Overfrakken paa, foran de snart
nedbrændte Lys, han vilde slukke, sagde han :
H. B. III 32
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
