Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tine - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 114
Den Syge mumlede i Søvne, men Tine hørte det ikke;
hvor stærkt de dog sang derinde — de, som skulde
dø.
Og myldred Djævle frem paa Jord
og os opsluge vilde,
vi frygte dog ej Fare stor,
de deres Trusler spilde.
Lad rase Mørkets Drot
med Løgn og Mord og Spot.
Han har dog faaet sin Dom,
da Krist til Jorden kom:
Et Ord ham nu kan fælde.
De, som kunde dø — dø og faa Fred!
. . . Tine stod op. Faderen sov endnu, og Præsten
var allerede kommen tilbage og tog Præstekjolen af paa
den anden Side af Sengen.
Madam Bølling bragte ham Kaffen og Kringlerne.
— Aa, var det nødvendigt. Madam, sagde han mildt,
paa en Dag som denne?
Og han nød Kaffe og Tilbehør, siddende ved Fod-
enden, med et rørt Blik paa den sovende Syge.
— Men det er velsignet at forkynde Ordet for disse
Tilhørere, sagde han og pegede ud mod Kirken.
— Ja, Hr. Pastor, svarede Tine, der ikke vidste,
hvad han havde sagt.
Hun bragte Præstekjolen ud til den ventende Vogn,
men Køretøjet kunde ikke komme frem. Det var intet
Tog mer, det var blevet en kæmpende Stimmel mellem
Kroen og Skolen. Vognene stak i det fodhøje Mudder og
Hestene standsede skælvende og blindede. Familievis
kæmpede Menneskene sig frem, Børn og Kvinder og
Mænd, bukkende sig for Storm og Regn, der piskede
deres Ansigter følesløse — naar de blot kom frem, kun
frem.
De skubbede sig forbi Kanoner og stønnende Dyr,
forbi Saarede, der jamrede i Vogne uden Halm, forbi
forladte Børn, der skreg ved Vejkanten, og de saå dem
ikke, fordi de ikke var deres.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
