Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tine - VII - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 132
bad hun tusind Gange om Tilgivelse — hun, der havde
givet alt og hvem alt var berøvet:
— Er De vred? hviskede hun ganske svagt.
— Hvorfor? spurgte han og forstod ikke en Gang
hendes Spørgsmaal.
Men Lyden af hendes Stemme vakte paany den De-
primeredes Begær, mens Kanonerne sang.
Det var over Daggry.
Men Sofie var alligevel ikke kommen videre end til
at sidde med halvt løste Klæder foran den store Seng.
Dér var hun falden hen og sad og nikkede.
Maren vækkede hende.
Sofie kom til Besindelse og fik udtalt Forargelse
:
— En véd virkelig ikke, hva’ Du tænker — det er
den lyse Morgen . . .
— De tør jo ikke mer ligge ene, sagde Maren kun
med halv Foragt og smed sig i alle Klæder, yderst paa
Sengestedet.
Maren kom ikke af Tøjet mer.
VIII
Det var næste Formiddag:
Tine gik bort fra Vinduet, da hun saå sin Moder kom-
me gennem Gaarden.
Hun vilde gaa — bort — blot ikke se hende. Disse
syv Dage havde hun ikke været hjemme.
Hun løb ind i sit Kammer, men hun hørte allerede
Moderens Stemme i Køkkenet, og hun aabnede Døren.
— Her er jeg, sagde hun i en Tone, der pludselig
lød utaalmodig eller vred.
— Aa, Tine, saa længe vi ikke har set Dig, sagde
Madam Bølling, der kom ind. Og din Fader har været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
