Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 86
rede op mod sit Loft, hvis Hvidhed glødede som belyst
af en sær og dunkel Flamme.
Mesteren kom ud fra sit Badeværelse. Men Badet
havde ikke hjulpet ham. Hans Øjne var trætte som
dens, der altfor længe har anstrengt sig med at læse.
Prinsesse Zamikof skulde idag sidde for ham for
sidste Gang.
— Og dog — og dog —
— Dog var det ikke hendes Ansigt.
— Saa fangede han aldrig hendes Ansigt.
Han gik op i sit Atelier og han vandrede frem og
tilbage med Hænderne foran sig i en besynderlig Stil-
ling, som knugede han dem om et Plovgreb
— Altsaa kunde han ikke. Altsaa kunde han ikke.
Hans Underlæbe faldt slapt ned og gjorde i et Se-
kund hans Træk til en Oldings, hvad han selv mær-
kede, og hastigt rettede han sit eget Udtryk
— Og Billedet skulde males, skulde males og sig-
neres med hans Navn.
— Aa, om nogen vidste, hvor træt han var og hvor
gerne han var flygtet bort fra sit eget Navn.
— Hans Navn ... og hans Berømmelse.
Hans Ansigt havde skiftet Udtryk og viste kun en
forbitret Haan
— Hans Berømmelse og hans Navn : Claude Zoret.
Elleve Bogstaver. Et Navn. Jernrustningen om hans
Liv — Bæltet snøret under hans Hjerte.
— Hvad er det? han vendte sig.
Det var Majordomus, der havde slaaet Forhænget til
Side
— Fyrstinde Zamikof.
— Lad hende komme.
— De skaffer mig søvnløse Nætter, sagde Mesteren
højt hen mod Fru de Zamikof, der kom ind.
— Da er det mod min Vilje, svarede Fru de Zami-
kof og vendte det blide Ansigt mod ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
