Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De uden Fædreland — - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
345 DE UDEN FÆDRELAND
— Og desuden kunde man maaske finde en Forkla-
ring.
— En Forklaring? havde Joan spurgt.
— Ja, svarede Faderen : en Forklaring paa Menings-
løsheden.
Og Faderen var blevet ved at læse.
Men de sidste Aar læste han heller ikke. Han red
og red kun, Morgen og Eftermiddag, om Formiddagen
og naar Solen var gaaet ned, red han alene, Øen rundt,
som red han i en evig Kreds. Og nu var han død,
alene.
Joan vidste ikke selv, at han havde vendt sit Ansigt
og atter stirrede ind i Corots Skumring.
Saa højt hans Fa’r alligevel maatte have elsket hans
Mo’r. Men Mo’r — hun havde altid været som En,
hvem Blodet langsomt, ganske langsomt randt ud af,
til hun var død . . . den Dag. Hvor han huskede hendes
Dødsdag, og han havde dog været saa lille. Han var
løbet gennem Huset om til alle og vilde holde dem i
Haanden og havde spurgt og spurgt: Hvorfor, hvorfor
er Mo’r død?
Joan gik atter bort fra Vinduet — gaaende forbi
Møblerne, instinktmæssig og uden at se dem, som havde
han gaaet der længe.
Der laa et Ugeblad. Det var „Illustreret Tidende" for
i Søndags. Det havde han ikke set.
Joan lukkede Bladet op.
— Aa, dér var hans Billede — det Billede, som
Blade altid bragte.
Det bankede.
— Kom, sagde Joan og stod endnu med „Tidenden"
i sin Haand.
Det var den lille Frøken, som bar en Bakke:
— Jeg vilde blot bringe lidt The, sagde hun med sin
meget rolige Stemme og, mens hun satte Bakken, lagde
hun til, med et ganske lille Smil
— Ja, dér er Deres Billede.
Joan sagde og slap Bladet lidt hastigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
