Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ti Aar - Ferie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 126
mange Verdener, mer end det aldrig sete Insekt, din
Spade ubekymret har dræbt?
Lad os derfor tie. Vore Spørgsmaal besvarer ingen,
og vore Klager høres af ingen . . .
Om Morgenen vækkedes vi, da Solen kom.
Al Himlen blev som et luerødt Hav, halvt af Guld
og halvt af Roser. Bjergenes Tinder lyste som Øer i
Havet. Og i et Nu tændes paa tyve Fjelde tyve Bau-
ner for at melde Dagen.
Langsomt trak Mørket sig bort gennnem Dalen —
som den vide Kappe, der trækkes hastigt sammen om
en Flygtende.
Morgenens Damp slørede endnu Floden.
Saa slukkedes Bjergenes Brand . . .
Slottets Gæster brød atter op.
Vi naaede atter Skovene og Engene og Landsbyerne
og Slottet.
Fru Simonin viftede til os fra sin Terrasse i sin rus-
siske Slaabrok.
Og op ad Dagen klang atter Flygelerne, og Kammer-
sangerinden Fru Maria Bilt nikkede i Halvsøvne over
sin evige Strømpe.
. . . Det blev langt ud paa Efteraaret, før vi drog bort.
Sneen rullede sit hvide Tæppe langt ned over Bjer-
gene. Roserne frøs paa Slottets skønne Terrasse, og
Aftnerne længedes.
Saa maatte vi bort.
Slottets Gæster splittedes atter for atter en Vinter
lang rastløst at jage efter Verdensberømtheders triste
Berømmelse.
I Slottet er der blevet koldt og stille.
Franz Liszt og Slottets Frue har i Musiksalen i det
hvide Marmor smilet tavst tungsindigt til hinanden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
