Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sulkowsky-Theatret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 264
Oppe i Logen, hvor „Herskabet"s gamle, hvide
Lænestole endnu vakler paa de skrøbelige Ben, er Bil-
letterne lidt dyrere. En Rigsort koster de, hvad der er
store Penge i Wieden. Men Fru Direktor faar dem dog
som oftest afsat — til unge Kunstnere og andet letsin-
digt Folk, der ikke ser saa nøje paa en Skilling.
Naar hun gør Kassen op, kan hun lægge en ti—tyve
Gylden i Bunken. Det er til Udgifterne og lidt til. Og
saa har Direktøren — „Professoren" kaldes han —
hele Indtægten af sine Elevhonorarer.
Thi det er Professorens Elever, der spiller paa Sul-
kowsky. Han har en femten Stykker, og de spiller tre
Gange om Ugen saa godt som hele Aaret rundt.
Yndlingsrepertoiret er Grillparzer. I hans torsoagtige
Skuespil rinder Elevernes Utaalmodighed Hvile.
Hvor de raser gennem disse Vers ; hvor Kroppene
spændes, hvor Øjnene lyner — som vilde de gyde alt
deres hede Blod, deres tyveaarige Længsel, deres
Tørst efter Elskov, deres Lyst efter Kvinder, Berøm-
melsestrangen, Begær efter Daad — deres hele Sjæl,
som ligger dem paa Tungen, ud i de brændende Ord.
Der er den lille Binder, en Dreng at se, lille, saa
han gaar med Hæle som Stylter — hør hans Stemme
med en Metalklang, der borer Ordene i Øret, som var
de Klinger af det susende Staal.
Nu svarer den lange Strobbl, og mens hans slovaki-
ske Tunge støder Versene frem i en styrtende Fart
uden Stands, fører han de knyttede Hænder op og ned,
op og ned, som hamrede han med to usynlige Hamre
løs paa sit eget Raseri.
Nu taler Frøken Poenitzer, Polakinden ; hun er gan-
ske spinkel, som kunde man knække hendes Midje med
et Tag. Men se blot hendes Øjne, de lyser under Me-
deas barske Klager som et Dyrs, man stingede stygt.
Og Publikum gennemhedes af Ungdomsflammerne
fra Scenen, hidses af den rivende Vildskab, saa det
jubler, stamper, raaber ved Tæppets Fald
:
— Binder, Binder, Binder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
