Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197:
De kunde ikke forlade Værelset uden at have forvisset
Dem om at han var død?
Han havde jo sagt til mig, at han vilde dø, sagde
hun. Det var som kom hun til sig selv under Skrams
Tale.
De bøjede Dem over ham og saa at han var død ...
Saa var det jeg uden at gøre mig klart, hvad der
skete, greb Kniven og skar. Jeg vilde han skulde synes
død, den Død, hvormed han havde truet. Jeg hadede
den Mand Skram, hadede ham nu ved Døden.
Skram tog hendes Haand. Forhøret er endt, Deres
Naade. Jeg siger Dem det paa mit Æresord som Mand,
ingen Øvrighed har noget Ord at tale med Dem for det
der er sket. Og ingen skal erfare noget derom undtagen
Doktoren og jeg. Forhøret er endt, og Sagen er endt
med Forhøret. De er fri, Deres Naade — forstaar De
fri, og De behøver intet at frygte.
Hun tøvede.
Men ønsker De at sige mig mere, saa er jeg villig
til at høre alt, hvad De har at sige. Og selv tror jeg, at
det nu vil gøre Dem godt at tale ud.
Hun nikkede blot.
Der er svalere dernede, sagde han — og de fulgtes
ad over Havens gruslagte Gang ned mod de grønne
Pile, der hængte over Gravens stille Vand. Nattevinden
susede i Pilenes Toppe og krusede Vandet, der i Mørket
var dybgrønt og sukkende slog mod Landingsbroen og
Stensætningen under Græskanten.
Hun talte først.
Har han skrevet noget ondt om mig? spurgte hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
