Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
- 53 -
Alice og jeg prylte og lugget ham ned i sofaen.
Men enstemmig blev det vedtatt at nu skulde
vi opføre oss verdig det alderdomshjem vi op«
holdt oss i.
«Men litt efter litt, ikke for plutselig,» mente
Eyolf, «det kunde ellers ta for sterkt på dem.»
Nu slet vi i det for alvor. Jeg fulgte i fri«
tiden Eyolf på gallerier og maleriutstillinger, og
han mig på konserter og operaer, og vi Alice
på teatrene en gang imellem. Hun var i Berlin
for å lære tysk. Det hun lærte av oss, var bort
i fjerde veggen.
«Aber tres amusant,» sa Alice.
Vi var begge to hennes kavalerer. Et ideelt
triumfvirat. En dag i et galleri grep Eyolf mig
i armen.
«Men du gode Gud, der er jo Christian
Krohg og Diriks og Max Klinger og
Voigtland er. De kan male de, g et.»
Og der lærte jeg firenigheten å kjenne. De
som alitid var sammen. På Max Klingers ate«
lier holdt vi til når vi hadde tid. Der gikk det
mot høiden i arbeid og viden. Ånden fikk sitt,
men gleden også. Jeg slukte allting og fordøiet
det så godt jeg kunde. Edvard Diriks var mer
på den negative side.
«Nogen får være der også,» mente han. «Jeg
er nødt til å holde ideens fane nede engang
imellem. Ellers frynser den op i disse evinde«
lige idealistiske vindkastene.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
