Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126
Jean Hogqvift.
Det var en Februardag, jeg atter engang ankom til
Hovedstaden, dog denne Gang ikke mere efter Kunstreiser i
Provindserne. Jeg havde — til Gavn for mig selv og
vist ikke mindre for Publikum — nu for evig taget Afsled
med Theatret. Det LMe, min Vestytterinde havde givet
mig, havde hun holdt. Allerede i 6 Maaneder havde jeg
beklædt et Embede, som gav mig et taalelig Udkomme, og
som, idet det var meget mageligt, tillige gav mig en vis
Anseelse. Jeg havde nemlig Hof-Kammerraads Rang, Hæd
er og Værdighed, og mine fordums Kammerater syntes
at jeg havde gjort en ulMt Lykke. Men saa havde jeg
jo ogsllll hnvt „Fanden til Morbror", for at tale med
Misundelsen, thi Avindsmænd havde ogsaa jeg. „At
vække Deltagelse er noget, men at vække Misundelse er
meget", siger en bekjendt Forfatter, og det med Grund,
thi den sidste kan idetmindste aldrig være en FMge af
Modgangen eller Ulykken. Man priser Martyrkronen, men
hvormange er der vel, der ville boere den? Man har ikke
Ord, sorte nok til at skildre Misundelsens Pile; men hvor
mange ville ikke gjerne være en Skive for dem? At være
misundelsesucerdig, er det samme som at være lykkelig.
Men at være værdig til sin Lykke, — hvem skulde velville
erkjende det, naar man ikke gjorde det selv!
Den Plads, jeg havde erholdt som Forvalter veddet
Kongelige Lystslot **, var, om man saa vil, en Sinekure,
og netop af denne Grund var den saa iurigen bleven
ftgt af alle mine mere eller mindre betitlede Medansø
gere. Men intet er saa lidet, at det jo giver Rum for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
