Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
af Baand og Love nyde Livet og gotte mig ved
Tilværelsen som Bladæsel.«
Saa besluttede de begge at blive boende i
Skoven, ganske vist ikke sammen men hver paa
sin Plads, som god Tone fordrer, og dog nær
nok til dagligt at kunne mødes ved Kilden.
Tilsidst kunde den ene ikke leve uden den anden.
De vare lykkelige og dog paa samme Tid
ulykkelige, salige ved gjensidigt at elske og elskes,
men sønderknuste, fordi de indsaa, at de aldrig
kunde opnaa at tilhøre hinanden.
»Paa klingende Hov, i Galop gjennem Skov,«
sang Adelheid i en Romance, og Balduin sukkede:
»Ak, havde jeg Vinger hvide!« Han vidste godt
nok, hvad det var for en Fugl, hvis hvide Vinger
han vilde have.
Saaledes gik Uge efter Uge. Æslet tabte sit
gode Huld, hvorvel det ingenlunde skortede paa
kraftig Kost i Kildeskoven; og Gaasen blev bleg
om sit røde Næb.
Nu boede der i et hult Træ i Skoven en
gammel Ugle; det var den klogeste Kone i mange
Miles Omkreds, og tidt nok havde hun hjulpet
andre Dyr med et godt Raad. For hende klagede
Balduin sin Nød. Uglen rystede dog paa Hovedet.
»Derved kan jeg ikke gjøre noget,« sagde den,
»men vent, til Sommersolhvervsnatten kommer!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
