Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
Feen i Ro og Mag kunde have fuldendt sit Toi
lette; ingen af de to havde Øje for hende. 1
Følelsen af, at hun her var overflødig, smuttede
hun dog hurtigt i sin Fjederham og fløj bort
til Digtningens svale, ensomme Skove.
Og her ender Digtningen for vor Histories
Vedkommende, thi om de Nyformælede er der
ikke synderligt at berette. De var saa gode som
alle andre Mennesker; han sparkede lidt bagud
en Gang imellem, og hun gækkede op, saa de stod
sig fortræffeligt med den Kreds, hvori de var
traadte ind.
Saa megen Poesi var der imidlertid bleven
tilbage i dem, at de ikke helt glemte deres
Oprindelse men paa Dødslejet betroede Sagen til
deres ældste Søn og Arving samt bad ham
vogte deres Minde. Det gjorde han saa ved til
Ære for sin Moder at bygge Gjæstgivergaarden
»Den gyldne Gaas«, som staaer den Dag idag i
Nærheden af Æventyrvældet, der efter hans
Fader fik Navnet Æselskilden og blev ophøjet
til Midtpunkt for et Badested med Kurtaxt
og Hornmusik to Gange om Dagen. Musikken
blæste rigtignok saaledes, at Ønskefeen ikke mere
lod sig se paa Egnen; hendes Fjederham vilde
heller neppe have taget sig ud mellem de mange
fixe Modedragter. Men en vis Fortryllelsens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
