Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vilhelm wiehe.
21 i
Han saa’ saa stærk ud som selve den farnesiske Herkules,
og var i sin Glæde — da han beværtedes saa kongeligt —
saa lystig som en antik Faun.
Maaske fordi Wiehe ikke frygtede for det lidt
Gamin-agtige i lystige Roller, gav man ham Giboyer i Augiers
Stykke. Det vil være klart, hvad han her kunde spille og
hvad ikke. Giboyer, der som Menneske er sunken saa dybt
som vel mulig, frelser sig selv ved sin altopofrende
Kærlighed til Sønnen. Denne Følelse har bestemt hele hans Liv
og lutrer dets Svagheder og Sletheder. Denne energiske
Lidenskab kunde Wiehe ikke fremstille. Det Haarde og
Hvasse hos Giboyer, der omsætter sig i Ironi og Persiflage,
fanclt han ikke Udtryk for. Men de følelsesfulde Steder,
hvor Smædeskriveren viser sig som den bløde, kærlige Fader,
spillede han, som man kunde vente, meget smukt.
Uden Held var et andet Forsøg, nemlig hans Optræden
i Genboerne. Man opfandt til Forklaring af det sentimentale
Svendevæsen, at Wiehe vilde antyde, at Christen Madsen
var forliebt i, ja virkelig elskede Mesters Datter. Det er
naturligvis bart Opspind; der findes Intet om Christen
Madsens dybe Erotik i Stykket. Om man gør Smedesvenden
til en blødsøden Elsker eller spiller Mesteren som pére noble,
det Ene er ikke et Haar bedre end det Andet.
III.
Wiehes Roller i nogle moderne, mest norske Stykker,
udgøre hans bedste Krav paa at mindes med
Taknemmelighed af vort Publikum.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
