Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARH UND HEDE
Medens en Parlaraentær overbragte denne Skrivelse,
holdt Nelson Krigs raad otn Bord paa sit Skib; her
indsaa man det umulige i at udføre den planlagte
Landgang paa Trekroner og besluttede at benytte
den gunstige Vind til at trække sig tilbage. Men det
var et Spørgsmaal, om dette lod sig gøre, da 6 af
de engelske Skibe stod paa Grund inden for
Batteriets Skudlinje og Resten var i høj Grad medtagne.
Nelsons Stilling var i Øjeblikke* fortvivlet, og da
hans Parlamentær kom om Bord igen tillige med en
af Kronprinsens Adjutanter, hejste han hvidt Flag
paa Stortoppen, inden han havde vekslet ét Ord
med Adjutanten, der ikke var bemyndiget til at slutte
nogen Vaabentilstand, men skulde bede om
Forklaring paa Nelsons oven omtalte Brev.
Men hvis Kronprinsen ikke havde haft en
ulykkelig Lyst til at raade selv, vilde han have bedt den
danske Øverstkommanderende, den tapre Olfert
Fischer, og ikke Fjenden, om Forklaring, og saa vilde
han have faaet til Svar: Den gamle Ræv søger kun
at vinde Tid for at redde sine Skibe fra at blive
skudt sønder og sammen.
Ved Kronprinsens utidige og ukloge Indblanding
gik de Danske tabt af Sejrens Fordele. Endogsaa
Sejren selv søgte Nelson at gøre os stridig, men det
er en uomstødelig Kendsgerning, at Helten fra
Abu-kir, ved med fuld Kraft at overvælde og knuse den
sydlige Del af den danske Forsvarslinje, havde mødt
en saadan Modstand, at han ikke formaaede at lage
det op med den nordligste Del, der i kun ringe
Grad havde været i Ilden, og blev tvungen til at bede
om Vaabenstilstand.
Mellem Kl. 3x/2 og 4 fik Olfert Fischer Ordre til
at standse Skydningen. Slaget var endt. Enkelte
Skud faldt endnu fra Skibe, som ikke havde set
Signalet, og lidt senere sprang det brændende
»Danne-broge« i Luften med et Brag nogle hundrede Alen
uden for Trekroner.
Spændingen mellem Kjøbenhavnerne, som fra
Land fulgte Slagets Gang, var vokset for hver Time,
der gik. Og da Baaden med det let kendelige hvide
Parlamentærflag styrede over Indrerheden og ind til
Langelinje, hvor Kronprinsen nu befandt sig, syntes
det utrolige jo at være sket, at Helten fra Abukir
var bleven standset i sin Sejersgang af en Række
gamle Skibe, bemandet med danske og norske Søfolk.
Der blev en Jubel uden Lige. Folk, der fra et eller
andet højt Stade havde fulgt Begivenhederne, maatte
udkramme deres Viden for andre, da de kom ned.
»Klokken 4 var Slaget forbi,« fortæller Øhlenscliläger,
»og Nelson sendte en Parlamentær i Land for at
foreslaa Vaabenstilstand. Vi var alle glade og gik
hjem for at spise vor Skærtorsdagskaal. Nede paa
Pladsen var en Mængde bevæbnede Borgere. En
lille jovialsk Mand med Kokarde paa den runde Hat,
med Sabel ved Siden, Patrontaske paa Ryggen og
Gevær paa Skuldren stod imellem de andre og spurgte
mig, da jeg kom ned fra Altanen og gik forbi: Nu,
hvorledes er det løbet af? — Ak, min kære
Lands-mand, raabte jeg og trykkede hans Haand, Gud
staar os bi, vore Brødre har kæmpet som Løver.
— Jeg vilde have tait mere med denne vakre Lands
mand, men en Student af mit Bekendtskab trak mig
i Ærmel og hviskede mig i Øret: Er du gal at tale
paa offentlig Gade med den Karl? Det* er jo Prins
Kørud! (Værten i et berygtet Hus). — Jeg kender
ham ikke, svarede jeg leende, han være, hvo han
vil; i dette Øjeblik er vi alle Danske og alle
Soldater!«
Dagen efter saa Kjøbenhavnerne Lord Nelson
køre fra Toldboden til Amalienborg til Audiens hos
Kronprinsen, hos hvem han strømmede over af
Lovtaler over de Danskes udmærkede Modstand. Men
over for de danske Mænd, der skulde forhandle
med ham om Vaabenstilstandens Forlængelse,
optraadte han ganske som Sejrherre og stillede
saadanne Betingelser, at . det saa’ ud, som Kampen skulde
bryde ud paa ny. Man havde tænkt sig Muligheden
af dette og havde lige fra den 2. April rastløs
arbejdet paa Skibene, Holmen og dens Batterier og
Langelinje; Befolkningens Stemning var udmærket;
kun i visse højere Krese viste der sig vedvarende
Forsagthed, og Kronprinsen udbrød en Dag: »Jeg
ved ikke, hvorledes det kommer sig, men jeg ser
intetsteds Forsagthed uden paa deres Ansigter, der
er nærmest om mig.«
De engelske Admiraler havde imidlertid ikke Lyst
til endnu en Dyst, og efter mange Uforskammetheder
og megen Overmod fra Nelsons Side blev der den
9. April, efter at der var kommet Underretning om
den russiske Kejsers Mord, sluttet en Vaabenstilstand
paa 14 Uger. Danmark forpligtede sig til i dette
Tidsrum at fratræde den væbnede Neutralitet.
De Danskes Tab i Kampen var 370 Døde og
665 Saarede, 106 døde senere af deres Saar; de
1779 Mand, der i de forskellige Skibe var faldet
Englænderne i Hænde, udleveredes efter
Vaabenstil-standen. Blokskibenes Tab var for intet at regne,
da de intet duede. Trods Nelsons Iver for at bjærge
dem og bruge dem som haandgribelige Vidnesbyrd
om sin Sejr, som Sejrstrofæer, maatte de alle
efterlades. Tabet af de to Linjeskibe var værre.
»Sjælland« maatte til Nelsons store Ærgrelse ogsaa brændes,
det havde 27 Grundskud, Kanonerne var ubrugelige,
hele Bagbordsside og Boven var indskudt, Masterne
faldefærdige, Underræerne nedskudte, Spil og
Ketting-pumper ødelagte. Den eneste Erobring, Englænderne
kunde sende hjem, var »Holsten«, der blev omdannet
til Hospitalsskib for Hjemrejsen under Navnet »Nassau«.
Paaskedag blev i Regn og Rusk, men under
umaadelig Deltagelse, de Faldne begravede i en stor
Fællesgrav paa Holmens Kirkegaard. Skuespillerne
Rossing og Knudsen fra det kongelige Teater sang
med et stort Kor en hertil digtet Sang.
Paa gammel nordisk Vis kastedes en Kæmpehøj
op over Graven; den beplantedes med Gran, og en
Sten blev sat med den Indskrift:
Den Krans, som Fædrelandet gav,
Den visner ej paa falden Krigers Grav.
Men ogsaa de Levende mindedes med
Taknemmelighed. En Guldmedalje uddeltes til Officererne,
undtagen til to, som havde vist sig fejge om Bord i
»Sjælland«, en Sølvmedalje med samme Præg til
Underofficerer og Menige. I Løbet af Aaret indsamledes
der i frivillige Gaver til de Saarede og deres
Efterladte over en halv Million Kroner. Ukendte Givere
tilstillede enkelte Mænd, som særlig havde udmærket
sig, større eller mindre Pengesummer, for hvilke de
opfordredes til at lade slaa en Medalje til Minde om
Slaget, for hvilke Gaver der altid frembåres Tak-
11 19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
