Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
ned i Bakkehussproget, snartved det skraa Hjørnevindue
med Udsigt til Kalvebodstrand gennem Slyngplanterne,
der udenfor krøb opad Muren, og skrev med sin
smukke Haandskrift de lette, yndefulde, paa
en Gang skæmtende og alvorlige Breve til
sine mange Venner, der gemte dem som
sjældne Skatte. »Der er mere Poesi i et
af Kammas Breve,« sagde Heiberg, der
som Barn var i Huset hos Rahbeks, »end
i alt, hvad jeg har læst i de sidste 10 Aar.«
Eller hun sad ved det store runde Bord
midt i Stuen, der paa én Gang var
Arbejdsbord — hun var stærkt optagen af at låve
Æsker og andre Paparbejder — Spisebord,
Læsebord og 0111 Aftenen Skrivebord. Det
var som Følge deraf saa overlæsset med
de forskelligste Genstande — ligesom
Klaveret i en Krog af Stuen, der altid var saa
overlæsset med Bøger og andet, at det
aldrig kunde lukkes op — saa det var et
helt Arbejde at faa det gjort ryddeligt til
Maaltiderne, hvorfor man da ogsaa gerne
nøjedes med at dække Bord paa den ene
Halvdel. Rahbeks gjorde aldrig
Middagsselskaber, saa i Anledning af Middagen var Halvdelen
nok, men det kunde hænde, at der kom flere Gæster
til Te, thi Kamma, der var dygtig til alt, var ogsaa
berømt for sin Te.
Og om Aftenen
til Stegen kunde
der ogsaa
komme mange. Men
hændte det, at
der i længere Tid
ingen kom, saa
blev »Egernet«,
som liun kaldte
sin Mand paa
Grund af lians
Passion for at
skalle Fuglefrø af
med Tænderne
mod sine Negle,
vranten, thi han
trængte til at se
Mennesker
omkring sig; saa
kom han ind fra
sit
Arbejdsværelse, fra
Manuskriptet til »Tilskueren« eller Korrekturen derpaa,
slentrede ned i Haven til den lille Laage ud til
Alleen for at se, om ingen skulde vise sig. Hjemme
gik han altid, selv paa sine Ture i Haven, med blottet
Hoved, med bar Hals og Bryst, uanfægtet af Vejr og
Vind, den grove Skjorte sammenholdt om Halsen
med et Bændel, uden Vest, men indhyllet i en vid
blaa Frakke, med tilsvarende Benklæder, som dog
ikke dækkede Uldstrømperne paa Fødderne, der ståk
i et Par store, engang stadselige, broderede Morgensko.
Men kom der saa et Par Venner — og saa godt
som alle de Venner, der kom, har faaet et Navn,
større eller mindre, i Danmarks Literaturhistorie —
og den letfodede Kamma havde faaet Bordet dækket,
saa var Knud Lyne i sit Es. Saa perlede Vinen
Fig. 37. Kamma Rahbek.
i Glasset, og hans røde, fregnede Ansigt, med de
tynde graa Haartjavser frem over Skaldepanden, lyste
af Glæde, og saa begyndte han at fortælle om
sine egne Erindringer fra Kjøbenhavn før
Branden 1795, og om, hvad han havde
hørt af gamle Mænd, der havde kendt
Holberg. Saa blev det henimod Midnat,
uden at nogen mærkede det, og Gæsterne
maatte nu den lange Vej tilbage til
Kjøbenhavn, i Mulm og Mørke og ad en
Vej, der i Reglen var bundløs, i alt Fald
til Vesterbro. Men den Vej gik de alle med
Glæde for at komme ud og besøge
»Phi-lemon og Baucis’ Hytte«; Baggesen,
Oehlenschläger, der blev gift med Kammas
Søster, Christiane Heger, H. C. Andersen,
P. 0. Brøndsted, Poul Martin Møller,
Biskop Mynster, Henrik Steffens, J. L.
Hejberg, Ingemann, Molbech, Carl og Stephen
Heger, Thaarup og begge Ørstederne, og
hvad de nu alle hed. Men hvor
berømte de end var, blev de dog aldrig
paa Bakkehuset nævnet med deres
Kri-sten-Navn. Til hver især havde Fru
Rahbek et lille Tilnavn, stundom et Øgenavn, der med
godmodig Satire i Reglen ramte en eller anden lille
Svaghed eller Ejendommelighed hos den
vedkommende Person.
Hvad der
særlig bidrog til det
almindelige
Velvære her hjemme
i de første Aar
af Aarhundredet,
var Bevidstheden
om, at ude i det
store Europa
rasede Krigen;
Troner styrtede
sammen, Kanonerne
tordnede, og
Blodet flød, men i
»Tvillingriget«
herskede den
dybeste Fred. Det
er altid rart at
sidde lunt inden
Døre, medens
U-vejret raser
udenfor. Stormens Hylen og Regnens Pisken mod Ruderne
gør det dobbelt hyggeligt i den hjemlige Stue.
Men ingen har Fred i denne Verden, længer end
hans Nabo vil. Det havde man faaet at føie i
Foraaret 1801; den smukke og hæderfulde Kamp paa
Kjøbenhavns Rhed havde imidlertid ikke biot
opflammet den nationale Følelse, men ogsaa fremkaldt
noget mere Sikkerhed og Tiltro til egen Kraft, end
godt og gavnligt. Og man troede herhjemme under
den politiske Umyndigheds Tilstand og den alt andet
opslugende Interesse for Kunst og Literatur, at lier
var Fred og ingen Fare. Folket stolede i
Almindelighed blindt paa Regeringen, og i Tale og Skrift
priste man den Visdom, der holdt det lille Danmark
uden for den europæiske Krig.
Fig. 38. Bakkehuset (til højre) meel Udsigten fra Kamma Rahbeks Vindue til Kjøbenhavn.
89
122
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
