Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
dette til alle Kanter udbredte, nye og
overordentlige Røre. Alle var glade og lystige; Trommernes
Hvirvlen, Musikens Toner, blandet med Tusinders
Snakken, Latter, Skrigen og Kommanderen, gjorde
en bedøvende Tummel.«
En af de sidste Dage i August flyttede General
Peymann Hovedkvarteret fra det afsides liggende
Kastel op i Byen til Traktør Rau’s Gaard paa Kongens
Nytorv, det nuværende Hotel d’Angleterre. Det var
herben, han blev bragt, efter at være bleven saaret
ved Udfaldet den 31. August, og det var herfra han
sendte Afslaget paa Englændernes sidste Opfordring
til at udlevere Flaaden. Skønt han var sengeliggende
og havde Saarfeber, spillede Regimentsmusiken dog
som sædvanlig uden for hans Bolig, og en Mængde
Mennesker samledes da paa Torvet og spaserede
frem og tilbage fra Kl. 6—7, medens Musiken lod
Fig. 43. General Peymann og Kommandør Rille.
sig høre. Saaledes ogsaa om Aftenen hin 2.
September, en af vore skønne, stille Høstaftener, hvor
Luften er saa lys og mild. Musiken havde blæst af
og var under Tambour-Majorens Ledelse marcheret
bort, og Kjøbenhavnerne begyndte saa smaat at
tænke paa at komme hjem til Aftensmaden. Venner
og Bekendte skiltes under Hilsen og Sov godt! da
pludselig — Kl. 7 74 — en drønende Kanonsalve lod
sid høre hele Byen rundt og fra den engelske Flaade,
og i samme Nu styrtede en Regn af Granater, Bomber,
gloende Kugler og Raketter ned over Byen. En af
de første Bomber faldt paa Kongens Nytorv foran
Charlottenborg og sprang uden at saare nogen.
Mængden spredtes; man hørte Udraabet: Der liar vi
Bombardementet! og saa satte alle i Løb hver til
sit Hjem.
»Den første Nat,« fortæller gamle General Møller
i sine Erindringer, som vi foran har benyttet, »skete
der ej synderlig Skade; man blev Herre over Ilden,
og Frygten hos Folk var den Nat ej heller stor —
jeg morede mig. Jeg hørte nogle sige, da de første
Raketter og Bomber kastedes fra et Batteri ved
Kalle-bodstrand; »Det er Raketter og Signaler fra General
Castenskjold, som med sit Landeværn kommer os til
Hjælp.« Alle, som kunde, flyttede til Christianshavn
og Amager, fordi man troede sig sikrere her ude,
hvad man da ogsaa var, skøndt Bomber og Kugler
dog ogsaa hjemsøgte det Schimmelmannske
Sukkerhus. Den første Bombe faldt om Dagen i Kanalen
tæt ved Bolværket og beskadigede nogle Touge,
hvormed Skibene var fastgjort. En Bombe gik igennem
flere Lofter, dog uden at tænde, nogle sprang i
Gaarden. Paa den frie Plads imod Kanalen havde
man en god Udsigt; man saa’ dér Bomber, Raketter
og gloende .Kugler som Stjerneskud flyve paa Himlen.
Naar en af disse dalede hen imod Pladsen, fløj alle
ind i Porte og Døre, indtil man havde hørt
Eksplosionen, saa kom man hastig frem igen. Om Dagen
kastede Englænderne ogsaa Bomber af og til, og da
var det vanskeligere at undgaa dem, fordi man ikke
kunde se dem, førend man hørte dem suse og pibe.
Jeg husker grant, at jeg den anden eller tredje
Dag gik med vor Jomfru Bregaard over Slotspladsen;
da faldt en Bombe ned foran Christiansborg og sprang.
Jomfruen sank i Knæ af Angst, men slåp dermed.
Jeg havde længe nogle Stykker af denne Bombe,
som jeg efter Eksplosionen opsamlede.
Til mine Forældre tyede en Mængde Bekendte;
i næsten alle Værelser var der redt Senge paa
Gnlvet; det var én stor Kaserne. Man klædte sig
ikke af disse Bombardementsnætter, thi man vidste
jo ikke, hvad Øjeblik Huset brændte over En. Var
man træt, lagde man sig et Øjeblik paa en Seng
eller Sofa. Blandt dem, som saaledes søgte Tilflugt
hos os, var en Frue, hvis Navn jeg ej mindes;
hendes Søn var Student og Medlem af Korpset, men
hun tillod ham ikke at give Møde, hun turde næppe
lade ham gaa ud af Værelset i nødvendigt Ærinde;
blev han lidt længere ude, end hun syntes
nødvendigt, løb hun efter ham. Denne alt for store
moderlige Ømhed gjorde den unge Mand latterlig, saa
meget mere som det jo var hans Pligt at deltage i
Stadens Forsvar. Jeg harmedes over ham. Hvor
gerne var jeg ikke gaaet ind i hans Sted, om jeg
havde maattet, om jeg havde været ældre og større.
»Klokken var 7—8 om Aftenen,« fortæller
Admiral Sten Bille, der som Dreng boede i en anden
Bydel, det fine Kvarter ude i Bredgade, »da de første
Bomber fløj over Byen. I vor Dagligstue var flere
Venner samlede, deriblandt den svenske Gesandt
Baron Taubes unge, smukke Kone, Colbjørnsen
og-Bornemann. En Bombe viste sin røde Ildtunge over
Marmorkirken og sprang i Luften. Damerne stimlede
til Vinduet og raabte, at det var ingen Ting. Men
saa kom en endnu og mange flere, »Nu bliver det
min Tro Alvor!« sagde Colbjørnsen, og saa tog han
min Moders Tebord og flyttede det lielt ind til den
inderste Væg. Min Fader lo deraf, men bad derpaa
Selskabet dog at forføje sig hver hjem til sit. Selv
tog han Kaarde og Hat og ilede ud, fulgt af
Løjtnant Grotschilling og sin Ordonnans. Da han kom
tværs for Landkadetakademiet, sprang en Bombe i
Gaden. Min Fader blev trykket op mod Muren,
Ordonnansen blev saaret i Benet og faldt om. Han
blev bragt blødende ind til os, hvor han blev lagt
paa en Madrats i Vestibulen, og i samme Øjeblik
103
124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
