Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
alene i Baghuset var der 16. De ilede alle ned ad
Trapperne og tyede sammen under Jamren, Graad
og høje Klageskrig. — De fleste af Mændene i Huset
var paa Vagt ved Sprøjterne, eller som min Fader
hos deres Arbejdsherrer; den tæt sammenpakkede
Forsamling i Gangen bestod derfor næsten ganske af
Fruentimmer og Børn. En jamrede for sin Mand,
en anden græd for sin Fader; nogle søgte at finde
paa Midler til at sikre sig mod Bomberne, andre
tænkte paa at redde sin Ejendom; nogle omfavnede
og kyssede hverandre og atter andre raabte
fortvivlet, at deres sidste Time var kommen. Alle
hvinede, naar de troede at høre en Bombe slaa ned,
og anraabte Gud om Frelse fra denne uden Ophør
flammende og buldrende Ødelæggelse, som ingen saa’
Vej til at slippe ud af. Døren til Bagstuen, der var
lige over for den, hvori vi boede, stod aaben paa
vid Væg; efterhaanden tyede Koner og Børn fra
Gangen ind til »Tømmersvendskonen«, saa at hendes
lille Stue . og Køkkenet snart blev propfuldt af
jamrende, som søgte at mane Bomberne bort ved
Bord-og Aftenbønner. Den høje Hyrekuskekone
udmærkede sig som den værst hylende. Den ene Gang
efter den anden raabte hun til sin Datter: »Marie,
Marie, gaa op og tag Salmebogen og se, om du kan
finde Bispens Bøn.« Den stakkels, halvvoksne Pige
turde ikke under den forfærdelige Buldren og Bragen
vove sig alene op paa 2den Sal. Hun græd, bad
for sig og rystede af Angst over hele Legemet. Men
da Moderen, som ikke selv havde Mod til at gaa, til
sidst, trods sin Ivers fromme Natur, vilde banke
hende, tog hun Mod til sig og skyndte sig i Mørke,
højt syngende, op efter Salmebogen. Næppe var
hun kommen ned igen, før Konerne fik hende midt
ind iblandt sig, stillede hende op paa en Stol,
knælede alle sammen omkring hende og lod hende, under
idelige Afbrydelser og Angstskrig over den frygtelige
Dundren og Rabaldren udenfor, opramse en af
Biskop Balle forfattet Bøn (Belejringsbønnen paa 3 trykte
Sider), som enten hele Flokken sagde efter eller
ledsagede med: »O, Herregud, hør os!« og »Ak, du
min Herre Jesus og Frelsermand, det høre og
bønhøre du!«
Den første Nat havde der kun været én Brand
af Betydning, nemlig Grosserer Tuteins Pakhus, der
rummede Bomuld til en Værdi af c. 260,000 Kr. De.t
blev truffet af en Bombe eller en Raket og stod i
lys Lue med det samme. Men omkring Frue Kirke
og Petri Kirke, hvis høje Taarne gav Fjenden et
udmærket Sigte, blev flere Huse skudt i Brand, men det
lykkedes dog endnu at begrænse Ilden. Artilleriet paa
Volden besvarede Fjendens Ild, men da de ikke havde
andet at sigte efter end Glimtene fra Englændernes
Kanoner, har de næppe gjort synderlig Skade. Først
ved Daggry sagtnede Fjendens Ild, og Kl. c. 7
standsede den helt. Man regnede, at han havde øst c.
4000 Projektiler ud over den ulykkelige By. Mange
af Byens Befolkning, især af Brandfolkene, blev
denne Nat dræbte eller saarede. Thi saa snart et
Hus stod i Flamme, overdængede Fjenden det med
Projektiler for at hindre Slukningen. En Mængde
Sprøjter blev straks ubrugelige. At flytte Gods ud
til Christianshavn var næsten umuligt, da Heste og
Vogne ikke var til at opdrive. Ved Dagens
Frembrud saa’ man først, hvad Natten havde bragt.
108 124
Gaderne var oprodede af de fjendtlige Kugler,
over-saaede med Glasstumper, Tagsten, Murstensbrokker
og opbrudte Brosten. Tagene var gennemhullede; en
tæt Røg laa tungt over enkelte Dele af Byen, og
Dødsstilhed herskede over alt, kun afbrudt af de
Saaredes Jamren og Skrig.
Op ad Dagen fyldtes Gaderne atter med Folk,
mange for at redde sig selv og hvad Gods de kunde
slæbe med ud til Christianshavn, andre for at gøre,
hvad der kunde gøres for at afhjælpe Nøden. I de
kongelige Stalde blev Hestenes Marmorkrybber
indrettede til Leje for Syge og Barselkvinder, som der
var flere af — et Barn, der blev født under
Bombardementet, fik senere i Daaben Navnet Raquetta
Bombardine •— Kældrene under Slottet og
Cancelli-bygningen ryddedes, Brandfolkene var i uafbrudt
Virksomhed, Frivillige meldte sig til Tjeneste i
Korpset og blev indøvede, og inden man vidste af
det, var Klokken 6, og Bombardementet begyndte paa
ny. Ligesom den foregaaende Aften holdt
Kanon-baadene de fjendtlige Skibe, som søgte at nærme sig
Byen, uden for Skudvidde. I Byen udbrød der denne
Nat Brand i nogle og tyve Huse, men Befolkningen
var nu allerede bleven vænnet til Beskydningen, og
alle Vegne herskede der Ro i Staden. Medens Byens
Borgere stod paa Volden, sørgede deres Hustruer for
Hus og Hjem. De var udsatte for større Livsfare
end Mændene, thi der faldt langt flere Bomber i
Ifyen end paa Voldene. Den brave Madam Friborg,
Urtekræmmerens Kone paa Hjørnet af Fiolstræde og
Skidenstræde, slukkede den første Nat ikke mindre
end 7 Bomber i sit Hus. De var forsynede med en
Mængde smaa Hager, der — naar Bomben sprang —
hæftede sig i Gardiner og Tæpper og tændte Ild.
Forsagthed sporedes der ikke, men derimod en
rasende Forbitrelse, og det var et almindeligt Ønske,
at Kommandanten vilde tillade et stort Udfald af
alle vaabenføre Mænd, saa man kunde faa Lejlighed
til at tage Hævn.
Bombardementet vedblev med fuld Kraft til om
Morgenen Kl. 8 Fredag den 4. September, men
fortsattes svagere til om Eftermiddagen Kl. 4. Ud paa
Eftermiddagen blev de mægtige Oplag paa
Tømmerpladserne ved Kalvebodstrand skudt i Brand. Medens
Ilden flammede herude, begyndte efter 3 Timers
Ophør Beskydningen paa ny Kl. 7 og vedblev med
større Raseri end nogen Sinde før til Lørdag Middag
Kl. 12. Denne Rædselsnat nedslog endelig
Kjøben-havnernes Mod. Fra alle Sider lød Brandraab.
Borgerne og Studenterne paa Volden, som havde holdt
Stand lige fra Onsdag Aften, og som saa’ Hjemmene
brænde, forlod Posterne, hvor de dog ikke syntes
at gøre Nytte, og ilede hjem for at redde, hvad de
kunde. Efter Midnat faldt der ikke et Skud mere
fra Volden, der i et Par Timer til Dels var ubesat.
Men efter at have sørget for Familien eller forvisset
sig om, at der ikke var noget at gøre, vendte de fleste
tilbage til Volden igen.
Som sædvanlig var det Kvarteret omkring Frue
Kirke, der blev heftigst beskudt. Paa Kirkegaarden
rodede Bomberne Gravene op, saa Ligene laa blottede;
Kirken selv var gennemskudt af utallige Kugler, men
endnu knejsede det prægtige, 380’ høje Taarn mod
Sky, rødt belyst af Flammerne fra Tømmerpladsen,
og ydede Fjenden et udmærket Sigte. Kort før
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
