Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE
AARHUNDREDE
Beddingen paa Nyholm. To andre blev hugget op
og Tømmeret ført bort. En Tilfredsstillelse havde
man. De Engelske kunde ikke faa Linjeskibet
»Ditmarsken« ud af Dokken. De kunde ikke finde
Lukkemekanismen til Bundventilen, og alt, hvad de
pumpede — Pumpen, en af Henrik Gerners berømte
Opfindelser, gik ved Hestekraft — og hvor mange Heste
de kørte helt eller halvt ihjel, fik de dog ikke Vandet
til at synke en Tomme. Alle Trusler for at faa
Kommandør Kjerulf til at vise dem Hemmeligheden
var forgæves.
Der var Anledning nok til Rivninger mellem de
danske og de engelske Myndigheder. Lord Cathcarts
og Wellesleys Dannelse og fine Væsen anerkendes
fra alle Sider, men Home Popham, der skulde tilse
Flaadens Udlevering, var en brutal og uopdragen
Person, der benyttede enhver Lejlighed til at ydmyge
det dansk-norske Søofficerskorps. Dette viste sin
Sorg over Flaadens Tab ved at hænge Uniformen
bort. Der var ingen Anledning til at bære den
under saadanne Forhold. »Gamle Mænd brister i
Graad ved at se en Søoffieer.«
Byen selv blev ikke besat af Fjenden. Mellem
Byen og Kastellet blev der rejst et Plankeværk for
at forhindre den stadige Desertion af Marinerne og
for at holde Englænderne ude af Byen. Snart blev
det dog af de danske Myndigheder tilladt Officererne,
og snart ogsaa de Menige i mindre Delinger, at
besøge Byen.
»Kjøbenhavn vrimler af engelske Sø- og
Landofficerer,« skrives der i et Brev fra Jylland af 27.
September, »der opfører sig med den største
Artighed, gør Opvartning i de bedste Huse, beklager med
den største Venskabelighed af Verden, at de har
maattet forvolde Indbyggerne saa megen Ulempe og
lader Pengene | rulle i Mængde. Derfor skal det
ogsaa gaa ganske fortroligt til mellem dem og
Kjøbenhavnerne, hvilket næppe vil behage Kronprinsen.
Sir Popham bor i Ekvipagemesterens, Kommandør
Kjerulfs, Bopæl paa Holmen. Han skal med denne
have haft en Æres-Affære, da Popham savnede noget
efter Inventarielisten, og i den Anledning sagde til
Kjerulf, at dette havde ventelig Hr. Ekvipagemesteren
stukket til Side for sig selv. Denne skal derefter
have udfordret ham, og Popham har udstedt en
Æreserklæring til Satisfaktion for ham.«
De engelske Tropper opførte sig i Virkeligheden
i Reglen eksemplarisk i Byen og gav kun sjældent
Grund til Klage. Mange Folk tjente godt ved deres
Nærværelse og deres røde Uniformer. Skotternes
maleriske Dragt ståk Ungdommen stærkt i Øjnene.
Alle smaa Boghandlervinduer var fulde af
Karrika-turer over dem, som de købte i store Mængder og
morede sig kosteligt over. Der var Popham i
Skikkelse af en Djævel med Hestefod og i
Søofficers-uniform, med en Congreve-Raket til Hale og et Par
Granater i hver Spids af den trekantede Hat. Der
var en engelsk Officer, der red paa et Bonde-Øg,
som han havde hugget Halen af. Bonden løb ved
Siden med Halen i Haanden og raabte: »Har du
taget Øget, kan du gerne tage Halen med.«
Thomas Overskou fortæller, at han var gaaet hen
for at se paa Ruinen af Frue Kirke, og saa’ dér for
første Gang nogle Soldater af den udskregne
Mordbrænderarmé. »To smaa Hannoveranere stod tavse
116 124
og betragtede de endnu rygende Masser, tørrede
Taarerne af Øjnene og gik nedslagne bort. Samme
Dags Eftermiddag viste to unge skotske Officerer sig
i Studiestræde, til Hest med bare brune Lægge, hvad
der vakte stor Forargelse hos nogle Fruentimmer,
som løb skrigende ind i Porte og Døre, ledsagede af
deres muntre Latter. Den første Søndag efter at
Fæstningens Porte var blevne aabnede, gik mine
Forældre ud med os for at se de engelske Tropper.
En umaadelig Menneskesværm trak, ligesom vi,
gennem Frederiksberg Allé, efter at være gaaet udenom
den af Sandsække opkastede Skanse foran Jærnporten
(Indkørslen til Alléen ved Værnedamsvej). Med
Undtagelse af to Traktørsteder, nuværende »Alleenberg«
og »Sommerlyst« — hvilket sidste ud mod Alléen
biot havde et langt Plankeværk med en Række Luger
til at sænke, for at give Udsigt fra de usle Lysthuse,
der var indenfor, hvorfor Stedet almindeligt kaldes
»Blokskibet« laa den Gang kun fire—fem Lyststeder i
Alléen, alle paa højre Side, naar man kom fra Broen
— og dem havde Ejerne hovedkulds forladt ved
Fjendens Komme. Husene brugtes nu til
Officers-kvarter, og de store Haver stod aabne uden Tilsyn.
Folkesværmen maatte naturligvis benytte den gode
Lejlighed til i Ro og Mag at se sig om i disse de
Riges ellers tillukkede Riger, og allerede i enhver
af disse Haver var der for os, som sjældent kom
ud, noget mærkeligt nyt at betragte. Forskellige
uniformerede Englændere og kjøbenhavnske
Spidsborgere med Koner og Børn slentrede mellem
hverandre om i Gangene, sad paa Bænkene, laa i Klynger
paa Græsplænerne eller var i Færd med i al
Rolighed at plukke Frugt, som der i 1807 var rig
Overflødighed af. Allerede her viste det sig, af den
Sikkerhed, hvormed Englændere og Kjøbenhavnere
bevægede sig Side om Side i stor Gemytlighed, at
begge Partier fandt hinanden — af Fjender at være
— meget fredsommelige og omgængelige. Ikke førend
ude ved Slottet begyndte dog rigtig det store militære
Skuespil med mange livlig vekslende Scener. En
Mængde Irlændere, store velvoksne Folk, havde
næsten ganske bedækket den vældige Møgdynge
udenfor Slottets Staldbygning med hvide Benklæder, for
at de skulde bleges, og rundt om Møddingen sad en
stor Mængde kjøbenhavnske Sælgekællinger og solgte
Ejerne af Blegetøjet Brændevin under levende
Samtale, som de mange staaende eller liggende Grupper
under Latter og Støj førte med Gebærder og
Natur-lyde. Paa Bakken imellem Slottet og Søndermarken
stod to Regimenter med fuld Oppakning opstillede
til Parade og ventede paa Kommandørerne,
medens deres store meget pyntede Musikkorpser spillede
det ene Stykke efter det andet. Inde i selve
Søndermarken vandt imidlertid det militære Liv først ret
en eventyrlig Karakter. Denne lille Skov, der
allerede havde en egen Tillokkelse ved, at den ellers
strengt var lukket for alle undtagen Hoffet, saa at
der iblandt Folket, som maatte nøjes med at titte
gennem Stakittet, kun var dunkle Sagn om dens
Eremitbolig, Grotte og andre Herligheder, stod nu
aaben og var Skotternes Lejr. Overalt, paa
Plænerne og mellem de store Stammer, viste sig et
broget og for os forbavsende malerisk Røre. Udenfor
og inde i Teltene, ved de utallige Geværpyramider
og omkring de mangfoldige Ildsteder, der var gravede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
