Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
ning« ført ind i Paris sent om Aftenen og i al
Hemmelighed. Og da i April 1802 Sagen var saa
vidt fremskreden, at Programmet kunde lægges
folden store Festlighed, der skulde betegne
Konkordatets Afslutning, forlangte Legaten, at der i Følge
gammel Skik foran ham skulde bæres et Guldkors
og han ønskede, at det skulde bæres af en Officer i
rød Uniform og til Hest. Men det blev ogsaa anset
for egnet til at vække Mishag i Befolkningen, og
Korset blev da anbragt i en lukket Vogn, der kørte
foran den pavelige Legat.
Første Paaskedag blev Konkordatets Afslutning
fejret ved en stor Højtidelighed. For første Gang
efter Revolutionen saa’ Pariserne atter de gamle
kongelige Vogne, der bragte Første-Konsul og hans
Følge til Notredame Kirken. Denne var fyldt af
det prægtigste Følge, og for første Gang saas de
katolske Præsters Ornater mellem de guldbroderede
Officerer. Men mange af disse gjorde sig øjensynlig
Umage for at vise, hvor latterligt de fandt det hele.
»De opførte sig kun »lidet sømmeligt« og viste sig i
det hele »mere lydige end omvendte«. Første-Konsul
derimod stocl ubevægelig, tillukket og kold. Fra
Knappen paa Ivaardehæftet ved hans venstre Hofte
udgik der et straalende Lys. Det var den berømte
Diamant »Regenten«, der tidligere havde siddet paa
den franske Kongekrone, og som han lod sætte paa
sit Sværd som en Antydning af, at Magten var gaaet
over fra Kronen til Sværdet. Men med dette Sværd,
som Revolutionen havde trykket ham i Haanden,
vilde han kæmpe for sine egne politiske Planer, og
i sin Magtsyge lod han Øjeblikket ubenyttet til at
udvikle den Spire til religiøs Frihed, som var skudt
saa kraftig i Vejret.
At Revolutionens Søn lod sig forsone med den
tyranniske Kirke, vakte stor Uvilje i mange Krese, og
denne Uvilje kom tydelig til Orde over for ham.
Da han efter Gudstjenesten spurgte en af sine
Generaler, hvad han syntes om Højtideligheden, svarede
denne aabent: »Det var nogle nydelige Munkeløjer;
der manglede kun den Million Mennesker, der
halladet sig slaa ihjel for at bryde det ned, som De
nu bygger op.«
Genoprettelsen af den katolske Kirke var kun
Forspillet for Genoprettelsen af Tronen. Ved den
første Handling havde Napoleon stødt en stor Mængde af
Landets ædleste og bedste Mænd fra sig, der alle
var opdragne i det svundne Aarhundredes Lære og
hyldede Troen paa en Gud (Deismen), men hadede
den katolske Kirke som fjendtlig sindet mod enhver
Frihedsrørelse, Ved at rejse Tronen paa ny fjernede
lian en stor Del af sine Generaler fra sig, der
betragtede det som uværdigt for hans Geni at pynte
sig med Krone og Kejserkaabe. Og det blev
skæbnesvangert for den mægtige Despot.
Men var der dem, der sørgede, saa var der
ogsaa dem,, der jublede. Thi Kirkens og Kronens
Genindførelse var Signalet til Oprettelsen af en
Mængde nye Privilegier, som stod aabne for enhver,
der udmærkede sig. Franskmændene fandt sig med
en medfødt Forfængelighed i at være Ligemænd
under det store Geni, der nærede
National-Forfænge-ligheden med sine Sejre og Enkeltmands
Forfængelighed med sine Titler, sine Gaver og ikke mindst
med sin Æreslegions Ordenstegn.
132 238
Et nyt og straalende Hof opstod under den nye
Hersker. Man havde atter et Hof, mødte atter
Grever og Baroner med gamle, klingende Navne.
Udlændinge, der kom til Paris, og som blev blændede
af denne By, der stadig trods alt var og vedblev at
være Europas Hovedstad, sjmtes, at det hele var
vidunderligt, men Folk af den gamle Skole rynkede
stærkt paa Næsen af alt dette ny. Thi den Finhed
og Elegance, de var vante til, fandtes ikke mere. De
havde bevaret den i Landflygtigheden, — de fleste
havde ikke bevaret andet end den gamle Tids Finhed
og Elegance i Sprog og Væsen, og mange af dem
havde tjent det daglige Brød Verden over ved at
optræde som Danse- og Anstandslærere og give
Timer i den, — nu, da de kom hjem, blev de
trukket til Hotfet for at give den nye Tids Børn en
Smule Opdragelse.
Og det kunde nok gøres nødigt, men mange af
Kejserens Kavalerer maatte paa Forhaand opgives
som umulige. Hans Officerer kunde maaske være
udmærket dygtige og modige Mænd i Spidsen for
Regimentet, men deres Opdragelse og Uddannelse var
kun saa som saa. De fleste af dem var Mænd af
ringe Herkomst, uddannede nnder Revolutionen og
opdragne paa Slagpladsen; kun de færreste havde
ved en omhyggelig Opdragelse erhvervet sig det
gode Selskabs Manerer. De talte altid, som om de
kommanderede, afleverede et Buk med en Appel og
en Stivhed som en militær Hilsen. De traadte haardt
i Gulvet og bragte baade ved Manerer og Sprog en
Duft med sig fra Lejren og Marketenderiet, som
passede ilde til de vajende Fjerbuske og glimrende,
guldoverlæssede Uniformer.
Dannede Mændene i det nye Frankrig en
Modsætning til dem i det gamle, var der dog en endnu
større Modsætning mellem den Kulturens
overforfinede Drivhusplante, som hed Damen fra den gamle
Tids fine Verden, og de Folkets Døtre, som
Revolutionens Bølger havde bragt op til Overfladen
Tidligere havde Damerne kunnet tillade sig alt, naar
biot et ydre Skin, et sømmeligt Ydre, blev bevaret.
Over denne ydre Anstand, som dækkede over
saa megen Skrøbelighed, vaagede man med den
største Omhu. Men nu blev netop det utilhyllede
det allermest moderne. Den lette Paaklædning, eller
rettere den Mangel paa Paaklædning, som alle
Læger jamrede over herhjemme i Begyndelsen af
Aarhundredet, havde sit Hjemsted i Paris og dreves
her endnu videre end under vore nordlige
Breddegrader. Ikke biot at mange Damer af det fineste
Selskab færdedes ude som inde i den lette antike
Dragt, med Kjolen heftet op til den ene Hofte, saa
det ene Ben lodes fuldstændig til Skue, medens de
øvrige Former kun til Dels tilsløredes under det
lette, klare Gaze. Om at bruge Særk var der hos
Damer paa Moden ikke Tale. Dens Folder vilde
ganske ødelægge Figuren. Disse Moder udgik fra
Datidens bedste Selskab, og det var kort før
Aarhundredskiftet hændet tre Veninder af Fru Bonaparte,
den tidligere Markise de Beauharnais, at de i
Anledning af uanstændig Paaklædning paa offentlig Gade
blev udpebne af det forargede Pariserfolk.
Napoleon optraadte som Moralens Vogter og
forbød Damerne at vise sig i disse Dragter, og lidt
efter lidt forandredes Moderne. Dette gik let nok;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
